Betændelse er det forkerte ord, og det giver den forkerte behandling

I 2025 gjorde en gruppe forskere noget der burde have fået hele vores fag til at stoppe op.

De tog folk med akillesbesvær, gav dem forskellig information om hvad der var galt, og målte så deres smerte når de belastede senen. Altså smerten i selve den bevægelse.

Smerten ændrede sig med det samme (Travers et al., 2025). Samme sene, samme øvelse, samme dag. Det eneste der var anderledes, var ordene.

Det er værd at holde fast i, for der er et ord vi bruger hver eneste dag i dansk løbeskadesbehandling, som er direkte forkert. Senebetændelse. Skinnebensbetændelse. Betændt ledkapsel. Betændt plica. Slimsæksbetændelse. Tilstandene sidder i forskelligt væv og opfører sig forskelligt. Det eneste de har til fælles er ordet, og ordet fortæller løberen noget der ikke er sandt.

Hvad ordet betyder, når man ikke er fagperson

Tænk på de andre gange du har hørt "betændelse". Halsbetændelse. Blindtarmsbetændelse. Et betændt sår, en betændt tand.

Fællesnævneren er bakterier. Noget udefra er kommet ind, man får eventuelt penicillin, og man venter på at det går over. Aktivitet gør det typisk værre. Modellen er rigtig, når der faktisk er en infektion.

Ingen af de tilstande vi taler om her, er infektioner. Der er ingen bakterier i din akillessene, og der er intet fremmed i dit knæ.

Fagligt hedder det inflammation, og det er noget helt andet: en proces hvor blodkar udvider sig, celler bliver hentet ind, beskadiget væv bliver ryddet væk og nyt bliver lagt. Det er den proces der får en forstuvet ankel til at hæve, og det er den samme proces der bagefter genopbygger den. Inflammation er en byggeplads.

Der er endda et tredje ord i klemme: hævelse. Et hævet knæ betyder hverken infektion eller inflammation. Det betyder at leddet producerer mere væske end det når at skaffe af med igen.

På dansk smelter det hele sammen til ét ord. Og det ord har en slutning hvor man venter.

Fem navne, fem måder at tage fejl på

Senen: navnet påstår en mekanisme der er skiftet ud

"Senebetændelse" er den hyppigste. Det korrekte ord er tendinopati, som betyder "noget er galt i senen" uden at påstå hvad.

Senen har fået mere belastning end den kunne følge med til og er gået i gang med at bygge om. Der bliver produceret nyt materiale, strukturen ændrer sig, og senen bliver midlertidigt mere følsom. Det er derfor den er stiv om morgenen og slipper undervejs på turen.

Faglitteraturen skiftede term i 2002 (Khan et al., 2002). Hverdagssproget fulgte aldrig med. Det gælder både akillessenen, springerknæ, hasesenerne og senerne omkring anklen.

Skinnebenet: navnet påstår mere end vi ved

"Skinnebensbetændelse" udpeger en betændelse i knoglehinden. Den nuværende forståelse handler om knoglens ombygning: mikroskader, og en nedbrydning der i en periode overhaler opbygningen.

Franklyn og Oakes konkluderede at det ikke er afklaret om betændelse i knoglehinden forårsager mikroskaderne eller omvendt (Franklyn & Oakes, 2015). Vi siger altså ikke at inflammation er bevist fraværende. Vi siger at navnet påstår en mekanisme evidensen ikke har fastslået, og at det peger behandlingen mod ro i stedet for mod dosering.

Slimsækken: navnet peger på det forkerte væv

Får man ondt på ydersiden af hoften, lyder diagnosen ofte på slimsæksbetændelse, og behandlingen bliver en indsprøjtning i slimsækken. Men smerterne kommer i de fleste tilfælde fra senerne omkring hoften, altså gluteal tendinopati.

I LEAP-forsøget gav uddannelse plus træning bedre resultat end injektion, både efter otte uger og efter et år (Mellor et al., 2018). Diagnosen peger på det forkerte sted, og nålen følger med.

Væske i slimsækken er et skanningsfund frem for en sygdomsenhed. Den optræder rutinemæssigt hos folk uden symptomer, og den ændrer ikke hvad planen skal indeholde. På samme måde som ledvæske i knæet siger den noget om forholdene i vævet uden at udpege årsagen til smerten.

Det senen møder på ydersiden af hoften, er knoglefremspringet. Det sker når hoften føres ind over midtlinjen eller strækkes helt ud under belastning, og den kompressive del af belastningen er ren omkostning i budgettet: den koster senen noget uden at give tilpasning tilbage. Man tager den væk for at gøre plads til den trækbelastning der faktisk bygger senen op. Derfor hedder LEAP uddannelse plus træning, hvor uddannelsen er det der fjerner kompressionen, og træningen det der bygger.

Plicaen: navnet gør normal anatomi til en sygdom

En plica er en fold af ledhinde inde i knæet, en rest fra den måde ledhulen dannes på i fosterlivet. Den er almindelig: i en undersøgelse af 342 knæ hos personer med kroniske knæsmerter blev den set på skanning i knap halvdelen (Hayashi et al., 2013). Den er altså et stykke anatomi frem for en sygdomsenhed.

Når nogen får at vide at de har "betændt plica", lyder det som om der er noget galt inde i knæet der skal bekæmpes. Det der reelt kan ske, er at folden bliver fortykket, mister sin elasticitet og kommer i klemme under bevægelse (Lee, 2017). Vi har gennemgået plica-syndrom særskilt.

Man kan ikke have en betændt plica, ligesom man ikke kan have en betændt tommelfinger.

Leddet: navnet forveksler hævelse med betændelse

"Betændelse i ledkapslen" er hvad mange får at vide når et knæ eller en hofte er hævet. Det der som regel er tale om, er en synovit, altså en hævelse.

Et led producerer hele tiden ledvæske og skaffer den af med igen gennem små lymfeåbninger i ledhinden. Åbningerne er fundet i knæ hos både kaniner og mennesker, mens selve optagelsen gennem dem er vist i kaniner (Ping et al., 2015). Hævelse opstår når regnskabet tipper. Ved slidgigt er det ikke kun produktionen der stiger, det er også bortskaffelsen der er nedsat. Et hævet knæ fortæller altså noget om væskeregnskabet, og væsken er ofte udtryk for at kroppen arbejder på brusk eller menisk. Hævelsen behøver ikke engang stamme fra leddet: en irritation ved pes anserinus på indersiden af knæet kan give hævelse i området.

Der findes ét sted hvor "betændelse" er præcis det rigtige ord om et led: septisk artrit. En ægte bakteriel infektion i ledhulen. Akut, med kraftig hævelse på kort tid, konstant smerte der ikke svinger med aktivitet, og som regel feber. Det samme gælder erysipelas i underbenet, hvor rød, varm og hævet hud sammen med feber har en bakteriel årsag. Begge dele skal ses af en læge samme dag.

Når vi bruger ordet løst om et knæ der er lidt hævet efter en lang tur, udvander vi det ene tilfælde hvor det skulle udløse alarm.

Det er vores fejl, ikke løberens

Her er den ubehagelige del, og den skal siges af os der arbejder i faget.

Løberen der venter, gør ikke noget forkert. Hun følger rådet. Rådet står i journalen, det bliver sagt i konsultationen, og det står på autoritative sundhedssider. Harvard Healths patientrettede materiale om senebesvær i knæet anbefaler at man begynder at vende tilbage til sine normale aktiviteter når smerten og hævelsen er væk (Harvard Health Publishing, tilgået 27. august 2026). Det er en instruks hun har fået.

Vi ved godt at der ikke er bakterier i en akillessene. Vi har vidst det i over tyve år. Men vi siger "betændelse" alligevel, fordi det er kortere, fordi patienten nikker, og fordi "tendinopati" kræver en forklaring vi ikke altid har tid til. Så vi vælger det ord der lyder færdigt.

Prisen for den genvej betaler løberen, alene, hjemme i sofaen, mens hun venter på noget der ikke kommer.

Holder det uden for akillessenen?

Forsøget fra indledningen handlede om én sene og ét ord. Spørgsmålet er om det gælder bredere.

Travers og kolleger tog 50 motionsløbere med midtportions-akillestendinopati og delte dem tilfældigt i to grupper. Lodtrækningen er det centrale i et randomiseret forsøg: når tilfældet afgør hvem der havner hvor, kommer grupperne til at ligne hinanden på alt det man ikke kan måle, og forskellen bagefter kan tilskrives det ene man ændrede. Den ene gruppe fik smerten forklaret som noget der handlede om musklernes funktion i benet, uden at senens tilstand blev nævnt. Den anden fik den gængse forklaring med udgangspunkt i forandringer i selve senevævet. Bagefter lavede alle den samme standardiserede hoppetest og angav deres værste smerte på en skala fra 0 til 100. Gruppen der havde fået muskelforklaringen, lå 12,3 point lavere, med et usikkerhedsinterval fra 3,2 til 21,5 (Travers et al., 2025). Ingen havde trænet i mellemtiden. Det eneste der var sket, var en samtale.

Nickel og kolleger gennemgik systematisk hvad der sker når den samme tilstand får forskellige navne. De screenede 1.399 titler og fandt syv studier der havde undersøgt præcis det. Tilstandene lå langt fra hinanden: forstadier til brystkræft, sure opstød, øjenbetændelse, polycystisk ovariesyndrom og et knoglebrud. På tværs af dem gik det samme vej. Jo mere medicinsk eller præcist navnet lød, jo mere hældte folk mod indgribende behandling, og jo mere alvorlig og angstfremkaldende virkede tilstanden (Nickel et al., 2017). Alle syv brugte hypotetiske scenarier, så det er folks valg på papiret frem for i konsultationen.

Zadro og kolleger gjorde noget lignende med skuldre og med mange flere deltagere. 1.308 personer læste den samme beskrivelse af en patient med skulderbesvær, og lodtrækning afgjorde hvilket af seks navne tilstanden fik. Resultaterne bruger mærkatet "bursitis" som sammenligningspunkt. De deltagere der i stedet fik at vide at der var tale om en rotator cuff-ruptur, angav et højere behov for operation, 2,6 mod 2,1 på en skala fra 0 til 10, og et højere behov for scanning, 4,7 mod 3,7. Mærkatet "subakromielt impingementsyndrom" gav samme udslag på scanning. Forfatterne kalder selv forskellene små, og de peger på at små forskelle får betydning når de rammer en hel befolkning (Zadro et al., 2021).

De to studier dækker desuden hver sin ende af spektret: Nickels deltagere havde aldrig haft den tilstand de læste om, mens Zadros omfattede både folk med og uden skuldersmerter. Udslaget kommer altså både hos dem der kender problemet indefra og hos dem der ikke gør.

Retningen i det resultat er værd at have med præcist. Bursitis er et -itis-ord, og det gav et lavere oplevet operationsbehov end det strukturelle navn. Der er nemlig to forskellige mekanismer på spil. Zadro måler hvor meget vævsskade et navn antyder, og dér er de strukturelle navne de dyre. Denne artikel handler om noget andet, nemlig hvad navnet instruerer læseren i at gøre bagefter. Indvendingen mod "betændelse" er af den anden slags: ordet er forkert om biologien, og det bærer en færdig anvisning om at vente.

At ord ændrer både adfærd og smerte er dermed målt i flere tilstande og med flere forsøgsopstillinger. At netop det danske ord "betændelse" bærer en instruks om at vente, er artiklens eget argument frem for et forsøgsresultat.

Hvorfor "der findes slet ingen betændelse" også er forkert

Der er en populær version af det her budskab som lyder: sener bliver ikke betændte, tendinitis findes ikke, punktum. Den version er forældet.

Khan og kolleger skrev i 2002 at overbelastningstilstande i sener havde en ikke-inflammatorisk patologi. Feltet trak selv i land. I 2014 argumenterede Rees og kolleger for at det var på tide at genbesøge inflammation, fordi inflammatoriske celler og signalstoffer påviseligt er til stede (Rees et al., 2014). Den aktuelle feltsyntese beskriver tendinopati som en tilstand hvor celle-, matrix- og immunologiske processer alle indgår (Millar et al., 2021).

Påstanden er altså ikke at inflammationen mangler. Den er at inflammation ikke er infektion, at hævelse ikke er betændelse, og at ingen af delene er noget man venter på.

Hvad belastning gør ved væv der heler

Her bliver det modsat af hvad de fleste forventer.

Blomgran og kolleger overskar akillessenen på 48 rotter og lod den hele, mens den ene gruppe bevægede sig frit og den anden var aflastet (Blomgran et al., 2016). De belastede sener fastholdt den betændelsesagtige fase længere end de aflastede. Og netop den fastholdte profil hang sammen med at der blev bygget mere væv op.

Belastning dæmpede ikke inflammationen. Den holdt den i arbejde.

To studier fra 2024 så på resultatet. Aflastning gav forsinket og mere uorganiseret opbygning af kollagen på både fiber- og fibrilniveau, plus mere fedtvæv i helingsvævet (Silva Barreto et al., 2024), og reducerede celletæthed og cellernes orientering (Hammerman et al., 2024). Kollagen der ligger på række er stærkt. Kollagen der ligger hulter til bulter er det ikke.

Det er dyrestudier på en overskåret sene. Tallene kan ikke overføres direkte til mennesker. De forklarer mekanismen bag noget vi ved fra mennesker.

Og i leddet har vi målt direkte på mennesker. Helmark og kolleger fra Institut for Idrætsmedicin i København satte katetre ind i knæ hos patienter med slidgigt og målte inde i selve ledhulen omkring et enkelt sæt træning. Interleukin-10, et af kroppens vigtigste betændelsesdæmpende signalstoffer, steg både i leddet og i vævet omkring ledhinden (Helmark et al., 2010). Træning virkede betændelsesdæmpende indefra, ved at kroppen selv skruede op for sit eget signal.

Langvarig træning forværrede hverken synovitis, ledvæske eller brusk (Van Ginckel et al., 2019), og øgede ikke biomarkører for brusknedbrydning (Bricca et al., 2019). I Danmark er den viden sat i system i GLA:D, hvor uddannelse og træning er førstevalg ved slidgigt (Skou & Roos, 2017).

Endelig udfaldet hos mennesker: en netværks-meta-analyse af 29 randomiserede forsøg fandt at alle behandlingsklasser var bedre end at vente og se efter tre måneder (van der Vlist et al., 2021). Forfatterne noterer selv at ingen af de 29 forsøg havde lav risiko for bias, og at sikkerheden bag sammenligningerne er lav til meget lav. Retningen er entydig, styrken bag det enkelte tal er det ikke. Og løbere der fortsatte med at løbe under genoptræningen klarede sig ikke dårligere end dem der holdt pause (Silbernagel et al., 2007).

Belastning er selve behandlingen

Under de tre spor ligger den samme mekanisme. Væv tilpasser sig det de bliver udsat for. Uden mekanisk stimulus sker der ingen tilpasning, uanset hvor meget hvile, medicin eller behandling der bliver lagt ovenpå.

Derfor er det her en målestok du kan lægge på enhver plan du bliver præsenteret for:

En behandlingsplan der ikke er bygget op om belastning, er en dårlig plan. Den kan sagtens gøre dig midlertidigt mere smertefri, og den kan føles grundig, men den rører ikke ved det der afgør om du kan løbe om tre måneder.

Vi siger ikke at intet andet må indgå. Massage, medicin, shockwave og indlæg kan have en plads. Vi siger at de er tilføjelser til et fundament. Hvorfor de alligevel fylder så meget, har vi behandlet i behandlingsparadokset.

Testen er enkel. Spørg om planen: hvad er min dosis, og hvordan stiger den? Kan planen ikke svare på det, er der ingen plan. Der er en række behandlinger og en forventning om at tiden ordner resten.

Prisen, sat op mod kalenderen

Det typiske forløb ser sådan ud. Uge nul: diagnosen lyder på betændelse, og beskeden er ro. Uge et til seks: hvile. Smerten aftager, fordi det gør den når man ikke belaster. Uge syv: forsøg på at løbe igen. Det gør ondt efter to kilometer. Konklusionen bliver at der ikke var gået tid nok. Uge otte til seksten: mere hvile.

Læg nu van der Vlist ovenpå. Alle aktive behandlingsformer slog vent-og-se ved tre måneder. De tre måneder hun brugte på at vente, er præcis det vindue hvor stort set hvad som helst aktivt ville have virket.

Og hvilen er ikke neutral imens. Konditionen falder, musklerne bliver svagere, og vævets tolerance falder, fordi tolerance er noget man vedligeholder ved at bruge den. Så hun møder uge syv med et dårligere udgangspunkt end i uge nul.

Det bliver selvbekræftende. Hun lærer at løb gør ondt, så næste gang venter hun længere. Efter tre eller fire runder er konklusionen blevet at hendes krop ikke kan tåle at løbe. Det er ikke hvad der er sket. Hun fik aldrig lov at bygge noget op. Det er også derfor et comeback skal planlægges frem for bare at blive genoptaget.

Planen, nedefra

Vi bruger den samme rækkefølge hver gang, uanset hvilket af de fem steder det gør ondt. Løs nedefra, og tilføj kun et niveau ovenpå når det under er på plads.

Fundamentet er løbetræningen, og den starter nu. Den konkrete erstatning for "vent til det er væk" er en smertegrænse i stedet for en dato. Grøn, 0 til 2 ud af 10: fortsæt. Gul, 3 til 5: hold niveauet eller øg meget let. Rød, over 5, eller du halter, eller det er tydeligt værre dagen efter: skru ned. Skru ned betyder justér. Den vigtigste af de tre er reaktionen dagen efter, og vi har en beslutningsguide til de tilfælde hvor svaret er nej.

Kort og hyppigt slår langt og sjældent. Tre ture på et kvarter giver tre stimuli at tilpasse sig efter. Flyt kun én ting ad gangen, og gem intensiteten til frekvens og volumen ligger stabilt.

Ovenpå kommer restitution, som ikke er det samme som at vente. Restitution er en aktiv proces der kræver søvn og energi. Fravær af belastning er bare fravær af belastning. Derefter styrketræning, tungt og langsomt, som bygger den tolerance der holder skaden væk bagefter (Beyer et al., 2015). Og først øverst sko, indlæg og løbestil, som kan ændre hvordan belastningen fordeler sig, men ikke hvor meget vævet kan tåle.

Er du i tvivl om hvad du overhovedet har med at gøre, så start med at få det indkredset.

Hvornår hvile faktisk er det rigtige

Få det vurderet, før du doserer videre, hvis smerten kom pludseligt under ét afsæt og du mærkede et smæld, hvis du ikke kan støtte på benet, hvis der er skarp punktformig ømhed på et lille område af en knogle som bliver værre for hver tur, eller hvis smerten vækker dig om natten og ikke ændrer sig med hvad du laver.

Der findes en senetilstand hvor inflammation er hoveddrivkraften. Akut krepiterende paratendinit sidder i paratenon, hylsteret omkring senen, og der er her et reelt inflammatorisk infiltrat. Den kan mærkes som en fin knitren under huden når senen bevæges. Tilstanden er stadig ingen infektion, og den skal stadig doseres frem for hviles væk.

Den ene muskuloskeletale tilstand hos løbere hvor løberens eget ord kommer tættest på at være rigtigt, er også den der oftest bliver forvekslet med en tendinopati. Entesit ved spondylartrit debuterer klassisk som akillessmerte eller hælsmerte, og den ligner en almindelig senetilstand indtil man ser på mønsteret.

Fem ting adskiller den. Debuten er snigende, uden en belastningsspids der kan forklare den. Morgenstivheden varer ud over en halv time. Smerten er værst efter hvile og letter når man har været i gang, hvor en tendinopati typisk gør mest ondt de første kilometer og så slipper. Den sidder ofte i begge ben. Og NSAID har en tydelig effekt, hvor det ved tendinopati mest lægger låg på symptomet.

Understøttende tegn er psoriasis, inflammatorisk tarmsygdom, regnbuehindebetændelse eller gigt af den type i den nære familie.

Her er der reel inflammation, og "betændelse" ligger tættere på det rigtige i den betydning ordet har til daglig. Belastningsstyring alene er utilstrækkelig behandling, og tilstanden hører til hos en læge til udredning.

At der findes en tilstand hvor ordet ligger tæt på det rigtige, gør præcisionen alle de andre steder vigtigere. Jo oftere en overbelastet sene bliver kaldt en betændelse, jo mere almindelig lyder ordet, og jo lettere er det at overse den løber hvis hælsmerter har en inflammatorisk sygdom bag sig. Præcise ord er det der gør det muligt at skelne, når det en sjælden gang virkelig betyder noget.

Og så gælder billedet fra septisk artrit: feber eller almen sygdomsfølelse sammen med hævelse, varme og rødme, eller konstant smerte uden variation. Der er "betændelse" det rigtige ord, og så skal det ses samme dag.

Er der gået otte til tolv uger med systematisk dosering uden at noget flytter sig, er det et signal om at planen skal laves om frem for at blive forlænget.

Sådan kan det siges i stedet

Hvis ordvalget kan ændre smerten, er ordvalget en klinisk handling.

Der er én situation der kræver mere end en udskiftning: når løberen kommer ind med diagnosen allerede i hånden, givet af en anden. Så nytter det ikke at afvise ordet, for så beder man hende vælge mellem to fagfolk. Lad ordet stå og flyt betydningen: "Betændelse er et ord vi bruger bredt, og det dækker over noget andet her end når du har halsbetændelse. Der er ikke nogen bakterier, og der er ikke noget der skal gå over af sig selv."

Du venter ikke på en dato

Når folk søger på det her, leder de efter et tal. Tre uger, seks uger, tre måneder. Noget at holde ud til.

Der er ikke noget tal, og det er en bedre nyhed end det lyder. Et tal ville betyde at du var i hænderne på kalenderen. Det er du ikke.

Find i stedet ud af hvor meget du kan i dag uden at havne i rødt, og læg det ind i denne uge frem for at vente på en god dag. Det tal er dit udgangspunkt, og du har det allerede. Er du usikker på hvor grænsen går, eller på hvordan den skal flytte sig de næste uger, så få doseringen sat sammen med en der kan se på netop din situation. Det er dét arbejde en konsultation er til for.

Det ord du fik med hjem, fortalte dig at du skulle vente. Det var forkert om biologien, og det var forkert om hvad du skulle gøre.

Ofte stillede spørgsmål om betændelse

Hvad er forskellen på betændelse og inflammation? Betændelse bruges på dansk om infektioner: halsbetændelse, blindtarmsbetændelse, betændte sår. Der er bakterier involveret. Inflammation er kroppens egen oprydnings- og genopbygningsproces, og den er en del af helingen. De to ord bliver brugt i flæng, men de beskriver to helt forskellige ting.

Er senebetændelse en rigtig betændelse? Nej. Der er ingen bakterier i en overbelastet sene. Det korrekte ord er tendinopati, og faglitteraturen skiftede term allerede i 2002 (Khan et al., 2002). Der foregår ombygning af senevæv.

Er hævelse i knæet det samme som betændelse? Nej. Hævelse er et regnskab: leddet producerer ledvæske og skaffer den af med igen gennem lymfeåbninger i ledhinden, som er påvist i knæ hos både kaniner og mennesker (Ping et al., 2015). Hævelse opstår når produktionen overhaler bortskaffelsen. Hvor hævet et knæ er, fortæller dig derfor noget om væskebalancen.

Kan man have betændelse uden bakterier? Ordet har på dansk en betydning der forudsætter bakterier. Man kan derimod have inflammation uden bakterier, og det har man hele tiden, hver gang kroppen reparerer noget. Det er netop derfor det er upraktisk at bruge det samme ord om begge dele.

Skal betændelsen være væk, før jeg må træne igen? Nej. Der er ikke en tilstand der skal ophøre først. En netværks-meta-analyse af 29 randomiserede forsøg fandt at alle aktive behandlingsformer var bedre end at vente og se (van der Vlist et al., 2021), og løbere der fortsatte med at løbe under genoptræningen klarede sig ikke dårligere end dem der holdt pause (Silbernagel et al., 2007).

Hjælper antibiotika mod senebetændelse? Nej. Antibiotika virker på bakterier, og der er ingen bakterier i tilstanden. Det er en af de mest konkrete konsekvenser af at bruge det forkerte ord: behandlingen der logisk følger af navnet, har ingen virkning på det der faktisk foregår.

Kan man have en betændt plica? En plica er en fold af ledhinde og et stykke helt normal anatomi, dannet under fosterudviklingen af knæets ledhule. Den er almindelig: i en undersøgelse af 342 knæ hos personer med kroniske knæsmerter blev den set på skanning i knap halvdelen (Hayashi et al., 2013). Den kan blive fortykket og miste elasticitet, så den kommer i klemme under bevægelse, men den bliver ikke betændt i ordets egentlige betydning.

Hvornår er det så en rigtig betændelse? Når der er en reel infektion, og den ser anderledes ud. Feber eller almen sygdomsfølelse sammen med hævelse, varme og rødme, kraftig hævelse på kort tid uden traume, eller konstant smerte der ikke ændrer sig med hvad du laver. I et led hedder det septisk artrit, og det skal ses af en læge samme dag.

Kilder

Beyer, R., Kongsgaard, M., Hougs Kjær, B., Øhlenschlæger, T., Kjær, M., & Magnusson, S. P. (2015). Heavy Slow Resistance Versus Eccentric Training as Treatment for Achilles Tendinopathy: A Randomized Controlled Trial. The American Journal of Sports Medicine, 43(7), 1704-1711. DOI: https://doi.org/10.1177/0363546515584760

Blomgran, P., Blomgran, R., Ernerudh, J., & Aspenberg, P. (2016). A possible link between loading, inflammation and healing: Immune cell populations during tendon healing in the rat. Scientific Reports, 6, 29824. DOI: https://doi.org/10.1038/srep29824

Bricca, A., Struglics, A., Larsson, S., et al. (2019). Impact of Exercise Therapy on Molecular Biomarkers Related to Cartilage and Inflammation in Individuals With Osteoarthritis. Arthritis Care & Research, 71(11), 1504-1515. DOI: https://doi.org/10.1002/acr.23786

Franklyn, M., & Oakes, B. (2015). Aetiology and mechanisms of injury in medial tibial stress syndrome. World Journal of Orthopedics, 6(8), 577-589. DOI: https://doi.org/10.5312/wjo.v6.i8.577

Hammerman, M., et al. (2024). Deprivation of loading during rat Achilles tendon healing affects extracellular matrix composition and structure, and reduces cell density and alignment. Scientific Reports, 14. DOI: https://doi.org/10.1038/s41598-024-74783-w

Harvard Health Publishing. Taming tendinitis in the knee. Harvard Medical School. Tilgået 27. august 2026. https://www.health.harvard.edu/pain/taming-tendinitis-in-the-knee

Hayashi, D., Xu, L., Guermazi, A., et al. (2013). Prevalence of MRI-detected mediopatellar plica in subjects with knee pain and the association with MRI-detected patellofemoral cartilage damage and bone marrow lesions. BMC Musculoskeletal Disorders, 14, 292. DOI: https://doi.org/10.1186/1471-2474-14-292

Helmark, I. C., Mikkelsen, U. R., Børglum, J., et al. (2010). Exercise increases interleukin-10 levels both intraarticularly and peri-synovially in patients with knee osteoarthritis: a randomized controlled trial. Arthritis Research & Therapy, 12, R126. DOI: https://doi.org/10.1186/ar3064

Khan, K. M., Cook, J. L., Kannus, P., Maffulli, N., & Bonar, S. F. (2002). Time to abandon the "tendinitis" myth. BMJ, 324(7338), 626-627. DOI: https://doi.org/10.1136/bmj.324.7338.626

Lee, P. Y. F., Nixion, A., Chandratreya, A., & Murray, J. M. (2017). Synovial Plica Syndrome of the Knee: A Commonly Overlooked Cause of Anterior Knee Pain. The Surgery Journal, 3(1), e9-e16. DOI: https://doi.org/10.1055/s-0037-1598047

Mellor, R., Bennell, K., Grimaldi, A., et al. (2018). Education plus exercise versus corticosteroid injection use versus a wait and see approach on global outcome and pain from gluteal tendinopathy. BMJ, 361, k1662. DOI: https://doi.org/10.1136/bmj.k1662

Millar, N. L., Silbernagel, K. G., Thorborg, K., & Kirwan, P. D. (2021). Tendinopathy. Nature Reviews Disease Primers, 7, 1. DOI: https://doi.org/10.1038/s41572-020-00234-1

Nickel, B., Barratt, A., Copp, T., Moynihan, R., & McCaffery, K. (2017). Words do matter: a systematic review on how different terminology for the same condition influences management preferences. BMJ Open, 7(7), e014129. DOI: https://doi.org/10.1136/bmjopen-2016-014129

Ping, W., Sheng, Y., Hu, G., et al. (2015). The discovery of the synovial lymphatic stomata and lymphatic reabsorption in knee effusion. Microscopy Research and Technique, 78(6), 479-484. DOI: https://doi.org/10.1002/jemt.22497

Rees, J. D., Stride, M., & Scott, A. (2014). Tendons: time to revisit inflammation. British Journal of Sports Medicine, 48(21), 1553-1557. DOI: https://doi.org/10.1136/bjsports-2012-091957

Silbernagel, K. G., Thomeé, R., Eriksson, B. I., & Karlsson, J. (2007). Continued Sports Activity, Using a Pain-Monitoring Model, during Rehabilitation in Patients with Achilles Tendinopathy. The American Journal of Sports Medicine, 35(6), 897-906. DOI: https://doi.org/10.1177/0363546506298279

Silva Barreto, I., et al. (2024). Micro- and nanostructure specific X-ray tomography reveals less matrix formation and altered collagen organization following reduced loading during Achilles tendon healing. Acta Biomaterialia, 174, 245-257. DOI: https://doi.org/10.1016/j.actbio.2023.12.015

Skou, S. T., & Roos, E. M. (2017). Good Life with osteoArthritis in Denmark (GLA:D): evidence-based education and supervised neuromuscular exercise delivered to 1,462 patients with knee or hip osteoarthritis. BMC Musculoskeletal Disorders, 18, 72. DOI: https://doi.org/10.1186/s12891-017-1439-y

Travers, N. J., Travers, M. J., Gibson, W., Debenham, J. R., Hince, D. A., & Wand, B. M. (2025). The content of diagnostic information has an immediate effect on pain with loading in people with midportion Achilles tendinopathy: a randomized clinical experiment. Brazilian Journal of Physical Therapy, 29, 101244. DOI: https://doi.org/10.1016/j.bjpt.2025.101244

van der Vlist, A. C., Winters, M., Weir, A., et al. (2021). Which treatment is most effective for patients with Achilles tendinopathy? A living systematic review with network meta-analysis of 29 randomised controlled trials. British Journal of Sports Medicine, 55(5), 249-256. DOI: https://doi.org/10.1136/bjsports-2019-101872

Van Ginckel, A., Hall, M., Dobson, F., & Calders, P. (2019). Effects of long-term exercise therapy on knee joint structure in people with knee osteoarthritis: A systematic review and meta-analysis. Seminars in Arthritis and Rheumatism, 48(6), 941-949. DOI: https://doi.org/10.1016/j.semarthrit.2018.10.014

Zadro, J. R., O'Keeffe, M., Ferreira, G. E., Haas, R., Harris, I. A., Buchbinder, R., & Maher, C. G. (2021). Diagnostic Labels for Rotator Cuff Disease Can Increase People's Perceived Need for Shoulder Surgery: An Online Randomized Controlled Trial. Journal of Orthopaedic & Sports Physical Therapy, 51(8), 401-411. DOI: https://doi.org/10.2519/jospt.2021.10375