Stressfraktur hos løbere: Højrisiko- og lavrisiko-steder, røde flag og vejen tilbage

Det vigtigste, du skal kunne, når du har en knoglesmerte, er at afgøre én ting: er det et farligt sted eller et mindre farligt sted? Den lokaliserede, punktformige smerte, der forværres under løb og lægger sig ved hvile, er knoglens signal, og hvor på kroppen den sidder afgør resten. På high-risk-steder som lårbenshalsen og den forreste skinnebenskant skal du akut til læge, fordi en revne her kan forskyde sig og ende med aflastning eller operation. På de fleste andre, low-risk-steder kan forløbet styres med tilpasset belastning og en kontrolleret optrapning. Uanset hvad gælder: mistænker du en stressfraktur, så få den vurderet klinisk, før du løber videre.

Hos LøberLab arbejder vi efter, at belastning er behandling, og at smerte sjældent er lig med skade. Knogle er den vigtige undtagelse. Her er en lokaliseret smerte et signal, du skal lytte til, fordi en revne, der får lov at vokse på det forkerte sted, kan blive til en alvorlig skade. Resten af denne guide handler om, hvordan du genkender den, skelner farlig fra mindre farlig, og bygger løbet op igen uden at miste alt det, du har trænet op.

Hvad er en stressfraktur, og hvorfor får løbere den?

En stressfraktur opstår, når abnorm, gentagen belastning rammer en ellers normal knogle hurtigere, end den kan tilpasse sig (da Rocha Lemos Costa et al., 2022). Det er værd at understrege: knoglen fejler ikke noget i udgangspunktet. Problemet er tempoet. Hvert skridt sender mikrobelastninger gennem knoglen, og knoglen reagerer ved hele tiden at bryde sig selv en smule ned og bygge sig op igen, lidt stærkere. Den proces tager tid. Stiger belastningen for hurtigt, når opbygningen ikke at følge med nedbrydningen, og der opstår først en knoglestress-reaktion og siden en regulær revne.

Det er den samme grundlogik, som ligger bag alle løbeskader: belastning over kapacitet. Stressfrakturer udgør 10-20 procent af alle skader i idrætsmedicin (da Rocha Lemos Costa et al., 2022). For løbere kommer de typisk efter et træningsspring: en pludselig stigning i kilometer, flere intervaller, nye bakker, skift af underlag eller en kombination, hvor restitutionen ikke har fået lov at følge med.

Knogle har en særlig restitutionsrytme, der er værd at kende. Knoglevæv mister noget af sin følsomhed over for mekanisk belastning efter relativt få belastningscyklusser og genvinder den først over flere timer. Det betyder i praksis, at to kortere løbeture med restitution imellem belaster knoglen mere hensigtsmæssigt end ét langt, tungt pas, hvor den samme belastning hober sig op uden pause. Det er også derfor, restitution og en gennemtænkt periodisering ikke er pynt på et program, men en del af selve knoglens beskyttelse.

En stressfraktur er sjældent et tegn på, at du er svag. Den er et tegn på, at belastningen steg hurtigere, end knoglen kunne følge med, ofte forværret af for lidt restitution, for lav energitilgængelighed eller en historik med en tidligere stressfraktur.

Symptomer: sådan kender du forskel på stressfraktur og almindelig løbeømhed

Den klassiske stressfraktur-smerte er lokaliseret og punktformig. Du kan sætte en finger næsten præcist på det ømme sted, og det sidder på selve knoglen, ikke spredt ud i en muskel. Det adskiller den fra almindelig løbeømhed og DOMS, der typisk er mere diffus, sidder i muskulaturen og klinger af i løbet af et par dage.

Et typisk forløb begynder beskedent: en ømhed, der melder sig tidligere og tidligere i træningen og gradvist forværres over to-tre uger (da Rocha Lemos Costa et al., 2022). De vigtigste tegn at lytte efter er, at smerten forværres gennem løbeturen i stedet for at varme væk, at det gør skarpt ondt ved tryk på et bestemt punkt på knoglen, og at et enkelt hop på det ene ben fremkalder skarp, lokaliseret smerte. En reaktion, der er nået langt, kan også gøre ondt i hvile eller om natten.

Disse tegn er røde flag. Knogle er det ene væv, hvor du ikke skal teste grænserne ved at presse igennem. Det er ikke fordi al smerte er farlig, men fordi knoglesmerte er den ene undtagelse fra reglen om, at smerte sjældent er lig med skade. Genkender du dem, er næste skridt en klinisk vurdering, ikke en hård træningsuge mere.

Det er også her, det er værd at kende sin egen krops landkort. Smerter helt andre steder, fx ondt i læggen ved løb, peger oftest på muskel og ikke knogle, og ondt i foden ved løb kan have mange forklaringer. Pointen er den lokaliserede knoglesmerte: jo mere præcist du kan pege på et punkt på en knogle, jo mere alvorligt skal du tage det.

High-risk vs low-risk steder, og hvorfor skellet afgør behandlingen

Her ligger artiklens vigtigste kliniske skel. Alle stressfrakturer klassificeres efter, hvor de sidder, fordi blodforsyningen og kraftpåvirkningen på det enkelte sted afgør risikoen for, at frakturen breder sig, forskyder sig, heler forsinket eller slet ikke vokser sammen (Abbott et al., 2019). Det er ikke en akademisk detalje. Det er det, der afgør, om du kan styre forløbet med belastningstilpasning, eller om der skal aflastning eller operation til.

Low-risk-steder har god blodforsyning og en mere gunstig kraftfordeling. Her sidder fx det bagre-indre skinneben (posteromedial tibia), mellemfodsknogle 2-4 og lægbenet (fibula). De heler typisk konservativt, og tidlig opdagelse forbedrer chancen for at blive smertefri uden operation (da Rocha Lemos Costa et al., 2022).

High-risk-steder har dårligere blodforsyning eller en trækbelastning, der modarbejder heling. Hertil hører lårbenshalsen (femurhals), den forreste skinnebenskant (anterior tibia-cortex), navicular i fodroden, sesamknoglen under storetåen og basis af 5. mellemfodsknogle. På disse steder kan en stressfraktur udvikle sig til forsinket heling eller en knogle, der ikke vokser sammen, og det kan kræve aflastning, billed-bekræftet heling før løb eller kirurgi (Abbott et al., 2019).

Denne guide fokuserer på de high-risk-steder i hofte og underben, hvor en forsinket reaktion er farligst, og på selve triagen. Sidder din mistanke i foden, fx navicular, sesamknoglen eller en mellemfodsknogle, går vi i dybden med diagnose og behandling af de specifikke fod-lokationer i artiklen om stressfraktur i foden (detaljer).

Hvor alvorligt det kan blive, viser et studie af 40 løbere med belastningsskader i knoglen godt: en løber med en grad 4-stressfraktur i navicular, et high-risk-sted, der ikke voksede sammen, endte med operation (Beling et al., 2023). Det er præcis derfor, high-risk-steder behandles mere forsigtigt fra start.

Lårbenshalsen: undtagelsen, hvor du ikke selv-rehabiliterer

Et sted fortjener at stå alene. En stressfraktur i lårbenshalsen er ikke noget, du genoptræner på egen hånd. En smerte dybt i lysken eller forrest i hoften, der provokeres af løb og af at belaste benet, skal vurderes akut hos en læge. En femurhals-fraktur kan i værste fald forskyde sig, og det er en alvorlig situation, der kan kræve operation. Mærker du den slags dyb hofte- eller lyskesmerte, så vent ikke på selv-test: book en akut tid. Det samme gælder en smerte forrest på skinnebenet, der ikke vil væk, fordi den forreste skinnebenskant også er et high-risk-sted.

Det er her, vores normale filosofi om at finde en belastning du kan tolerere og bygge op derfra, holder en sikkerhedspause. Ved mistanke om et high-risk-sted kommer den lægelige vurdering først. Punktum.

Risikofaktorer: hvorfor det sker

En stressfraktur opstår sjældent af én årsag alene. Det er en kombination af, at belastningen steg for hurtigt, og at kroppens evne til at hele og tilpasse sig var nedsat. De vigtigste medvirkende faktorer er:

• Et træningsspring. For hurtig stigning i kilometer, intensitet eller bakker uden tid til at tilpasse sig.
• For lidt restitution. Når søvn og hviledage ikke følger med belastningen, når opbygningen ikke at indhente nedbrydningen.
• Lav energitilgængelighed og RED-S. Når du ikke spiser nok til at dække både træning og daglig funktion, nedprioriterer kroppen knogleopbygning.
• Menstruationsforstyrrelser. Forstyrret eller udeblevet menstruation er et vigtigt advarselstegn hos kvindelige løbere.
• En tidligere stressfraktur. En af de stærkeste enkeltstående risikofaktorer for en ny.
• Lavt indtag af calcium og D-vitamin. Begge er byggesten i knoglen.

Et systematisk review af 897 kvindelige terræn- og cross country-løbere fandt netop dette mønster: de fleste belastningsskader i knoglen var alvorlige og lå i underbenet, og otte risikofaktorer hang sammen med skaderne, herunder stigende alder, forstyrret menstruation, en tidligere stressfraktur, øget triade-risiko og lavere indtag af calcium, D-vitamin og kalorier (Stennett et al., 2025).

At en tidligere stressfraktur er så stærk en risikofaktor, er ikke kun et kvindefænomen. I et 7-årigt studie af 156 mandlige distanceløbere fik 27 procent en knoglestress-skade, og for hvert point en løbers tidligere-fraktur-score steg, steg risikoen for en ny skade med 57 procent (Kraus et al., 2018). Samme studie viste, at en samlet risikoscore bygget på de klassiske triade-faktorer, herunder lav energitilgængelighed, forudsagde nye skader hos mænd. Knoglestress er altså ikke forbeholdt kvindelige løbere, og energibalancen er en driver hos begge køn.

Den energimæssige bagdør: RED-S

Den faktor, der overses mest, er energien. Lav energitilgængelighed er den underliggende driver bag hele RED-S-spektret, og det rammer begge køn (Angelidi et al., 2024). Når kroppen kronisk får for lidt energi i forhold til forbruget, skruer den ned for det, der ikke er livsnødvendigt lige nu, herunder knogleopbygning og, hos kvinder, hormonbalancen. Resultatet er en knogle, der er dårligere rustet til at tåle belastning. Gentagne knogleskader er ofte et signal om netop dette, og derfor hører RED-S og energimangel hos løbere tæt sammen med stressfrakturer.

Koblingen er nu også slået fast på konsensus-niveau. Den opdaterede konsensus om den kvindelige atlettriade regner belastningsskader i knoglen med i triadens knoglesundheds-spektrum og anbefaler, at man bevæger sig væk fra tanken om en fast energitilgængeligheds-tærskel og i stedet behandler selve energiunderskuddet (Williams et al., 2025). Den primære behandling af RED-S er ikke medicin, men at genoprette energibalancen gennem kost og adfærd, mens symptomer som menstruationsforstyrrelser og knogleskader håndteres parallelt (Angelidi et al., 2024; Williams et al., 2025). Konkret kan energiunderskuds-relaterede menstruationsforstyrrelser ofte vendes med en moderat stigning i fødeindtag og en beskeden vægtøgning (Williams et al., 2025).

Et sidste tråd at trække i: er du i risikogruppen, kan det være relevant at få tjekket jernstatus og knoglerelevante næringsstoffer. Lav ferritin og jernmangel er udbredt blandt løbere og hænger ofte sammen med samme bagvedliggende energimangel.

En typisk løber vi ser i klinikken (illustrativt, sammensat eksempel)

Det følgende er ikke en konkret patient, men et sammensat typeforløb, der samler de mønstre vi oftest ser. Det illustrerer, hvordan filosofien ser ud i praksis.

Forestil dig en løber midt i et halvmaraton-program. Tre uger inde lagde hun en ekstra langtur og to bakkesessioner oveni en uge, hun i forvejen havde skåret aftensmaden ned for at tabe sig lidt før løbet. Smerten begyndte som en let ømhed på indersiden af skinnebenet, der varmede væk efter et par kilometer. To uger senere kom den tidligere og tidligere, og en aften kunne hun mærke et skarpt, punktformigt sting, da hun trykkede ét bestemt sted på knoglen. Et enkelt hop på benet gjorde skarpt ondt.

Det er en lærebogs-præsentation af en low-risk-stressfraktur i det bagre-indre skinneben, og to ting stak ud: belastningen var steget hurtigt på flere fronter på én gang, og energiindtaget var faldet, præcis da kroppen havde mest brug for byggemateriale. Hun blev sendt til klinisk vurdering, fik bekræftet en knoglestress-reaktion og holdt op med at løbe på det, der provokerede.

Men hun stoppede ikke med at træne. De følgende uger holdt hun konditionen ved lige med smertefri cykling, lavede styrketræning for det, der ikke gjorde ondt, fik styr på aftensmaden så energibalancen kom tilbage, og prioriterede søvnen. Da knoglen var smertefri ved tryk og gang, byggede hun løbet op fra gå-løb-intervaller, styret af hvordan benet kvitterede dagen efter, ikke af kalenderen. Hun vendte tilbage til den samme distance, men denne gang med en knogle, der var stærkere, en energibalance, der holdt, og en optrapning, der ikke gentog springet. Det er forskellen mellem at hvile sig svag og at genoptræne sig stærk.

Diagnose: ét forbehold, du skal kende

Udredningen starter altid med en klinisk undersøgelse og bekræftes med billeddiagnostik, hvor MR er den mest pålidelige tidlige undersøgelse, mens en almindelig røntgen ofte er normal tidligt og derfor ikke udelukker noget (da Rocha Lemos Costa et al., 2022). De praktiske detaljer om netop dét forløb gennemgår vi i artiklen om stressfraktur i foden (detaljer).

Det forbehold, der betyder mest for, hvordan du kommer tilbage, er dette: et billede fortæller ikke nødvendigvis, hvor hurtigt du heler. MR bruges til at gradere, hvor langt en knoglestress-skade er nået (Abbott et al., 2019), men et studie af 38 unge atleter med 42 MR-bekræftede tibiale stressfrakturer fandt, at billedgraden i denne gruppe ikke pålideligt kunne forudsige helingstiden (Ditmars et al., 2020). Genoptræningen styres derfor i sidste ende af, hvordan symptomerne udvikler sig, ikke af et tal på et billede. Det er en pointe, der går igen i hele behandlingen af løbeskader: billedet er en del af historien, ikke hele facit.

Behandling: heling sker uanset hvad, din opgave er at holde resten i gang

Ingen behandling kan presse biologien til at hele knogle hurtigere. Det lyder som dårligt nyt, men det er faktisk frigørende, for det flytter fokus til det, du rent faktisk kan styre. Mens knoglen samler sig på sin egen tid, er din opgave at vedligeholde alt det andet, så du ikke vender tilbage til løb fra bunden.

Behandlingen af en low-risk-stressfraktur hviler på relativ aflastning, ikke total stilstand. Princippet er:

• Fjern det, der gør ondt. Stop med at løbe på det, der provokerer, og find aktiviteter, du kan udføre smertefrit.
• Hold den aerobe motor ved lige med cross-træning. Smertefri cykling eller svømning, hvis din kliniker godkender det, så du beholder din kondi.
• Træn styrke i det, der ikke gør ondt. Styrketræning bygger kapacitet, så den belastning, du senere vender tilbage til, fylder relativt mindre.
• Sikr energibalancen. Nok energi, protein, calcium og D-vitamin er en del af helingen.
• Prioritér søvn. Det er under restitution, vævsopbygningen sker.

For high-risk-steder ser det anderledes ud. Her kan der være behov for egentlig aflastning af benet, og du følger den plan, klinikeren lægger. Ved en navicular- eller femurhals-fraktur kan det betyde en periode helt uden belastning og i nogle tilfælde operation, før løb overhovedet er på bordet igen.

Du kan også støtte byggematerialet. Protein og kollagen omkring belastning understøtter bindevæv, og selvom evidensen for kollagentilskud til løbere er begrænset, er det en rimelig del af en samlet plan. Det vigtige er rækkefølgen: energibalance og næring er fundamentet, tilskud er finjustering ovenpå.

Vejen tilbage til løb: den graduerede return-to-run-trappe

Her bliver det konkret. Et scoping review af 50 studier om at vende tilbage til løb efter en tibial knoglestress-skade peger på fem ting, der skal være på plads, før du tager den første løbetur (George et al., 2024):

1. Ingen ømhed ved tryk direkte på knoglen.
2. Smertefri gang i hverdagen.
3. Radiologisk bekræftet heling ved high-risk-skader.
4. Bestået styrke-, funktions- og belastningstest.
5. En plan for gradueret optrapning er klar, og de bagvedliggende årsager er adresseret.

Når det grønne lys er på plads, bygger du løbet op trin for trin. Du starter typisk med gå-løb-intervaller i den letteste zone (Z1) på fladt underlag, og øger derefter sammenhængende løbetid, mens du skærer i gå-pauserne (George et al., 2024). Rækkefølgen er frekvens, så volumen, og til allersidst intensitet. Du ændrer kun én variabel ad gangen og holder hvert spring lille nok til, at knoglen kan reagere uden at klage. Der findes ingen fast procentregel. Det er ikke et tal i kalenderen, men hvordan knoglen kvitterer dagen efter, der bestemmer, om du tager næste trin eller bliver stående.

Det centrale princip gennem hele trappen er, at den er symptom-styret. Bliver et trin ved at gøre ondt, eller vender den lokaliserede smerte tilbage dagen efter, går du et trin tilbage. Reviewet bemærker, at recidivraten er høj, og at evidensgrundlaget primært er af lavere kvalitet, og derfor bør beslutningen om at trappe op deles mellem kliniker, coach og atlet (George et al., 2024). Det er en team-beslutning, ikke noget du afgør alene ud fra en kalender.

Tidslinje: hvad kan du realistisk forvente?

Tidshorisonten afhænger af, hvor frakturen sidder, og hvor langt den er nået. Et par holdepunkter fra forskningen:

• I en kohorte af unge atleter med tibiale stressfrakturer var den gennemsnitlige tid fra diagnose til smertefrihed cirka 56 dage (Ditmars et al., 2020).
• I et studie af 40 løbere, der fik fokuseret stødbølgebehandling, vendte akutte tilfælde i gennemsnit tilbage til løb efter cirka 12 uger (Beling et al., 2023).
• Forsinket heling (over tre måneder) eller en knogle, der ikke vokser sammen (over seks måneder), tog markant længere, i det studie omkring 20 uger (Beling et al., 2023).

Læg mærke til, at smertefrihed og tilbage-til-løb ikke er det samme. Du kan være smertefri i hverdagen længe før, du tåler fuld løbevolumen igen. High-risk-steder ligger som regel i den langsommere ende, og forsinket heling eller en knogle, der ikke vokser sammen, forlænger forløbet betydeligt. Tallene her er gennemsnit fra grupper af løbere, ikke et løfte til din specifikke knogle, så brug dem som realistiske rammer, ikke som et stopur.

Sådan forebygger du den næste stressfraktur

Den bedste behandling er at undgå nummer to. Da en tidligere stressfraktur er en så stærk risikofaktor, er forebyggelse efter et forløb ekstra vigtigt (Kraus et al., 2018):

• Optrap gradvist. Lad kilometer og intensitet stige i et tempo, knoglen kan følge med, og periodisér sæsonen med planlagte lettere uger.
• Beskyt restitutionen. Hviledage og søvn er en del af knoglens beskyttelse, ikke spildtid. Vær opmærksom på tegn på overtræning.
• Sikr energitilgængeligheden. Spis nok til at dække både træning og hverdag. Det er den enkeltfaktor, der oftest overses, og som RED-S-guiden går i dybden med.
• Byg knoglekapacitet med styrke. Tung styrketræning belaster knoglen på en måde, der gør den stærkere over tid.
• Overvej kadencen. En lidt højere kadence kan reducere stødkraften per skridt, hvilket kan være relevant ved tilbagevendende belastningsskader i underbenet.

Får du gentagne stressfrakturer, er det sjældent nok at kigge på selve knoglen. Den opdaterede triade-konsensus anbefaler at undersøge energibalance og hormonstatus hos løbere med belastningsskader i knoglen, fordi det ofte er der, den egentlige årsag ligger (Williams et al., 2025).

Og en praktisk pointe: forveksl ikke en begyndende stressfraktur med en helt anden tilstand. Skinnebensbetændelse sidder typisk som en mere diffus ømhed langs en større del af skinnebenets inderkant og behandles netop med gradvis belastning, hvor en stressfraktur kræver mere forsigtighed. Tvivler du, er den punktformige, lokaliserede smerte det vigtigste skillemærke, og en klinisk vurdering afgør det.

Hvornår skal du til fysioterapeut eller læge?

Lad os gøre den kliniske gate helt tydelig, for dette er et område, hvor det er bedre at få det vurderet en gang for meget. Søg klinisk vurdering, hvis du har:

• Lokaliseret, punktformig knoglesmerte, du kan sætte en finger på.
• Smerte, der forværres gennem løbeturen i stedet for at varme væk.
• Smerte ved gang i hverdagen, ikke kun ved løb.
• En positiv hop-test med skarp, lokaliseret smerte.
• Smerte i hvile eller om natten.

Og helt særligt: mistanke om et high-risk-sted kræver akut lægelig vurdering. Dyb smerte i lysken eller forrest i hoften, eller en vedvarende smerte forrest på skinnebenet, skal vurderes hurtigt og ikke afventes. Akutte, traumatiske skader hører til akut skadeshåndtering, men en stressfraktur sniger sig som regel ind over uger, og det er netop derfor den er nem at overse, indtil den er nået langt.

Knogle er undtagelsen i en træningsfilosofi, der ellers handler om at finde belastningen, du kan tåle, og bygge op derfra. Når du har styr på, hvilken slags stressfraktur du har med at gøre, og når du holder kondi, styrke og energibalance ved lige undervejs, behøver et forløb sjældent betyde, at du starter helt forfra. Det betyder, at du vender tilbage med en knogle, der er klar til mere, og en plan, der ikke gentager fejlen.

Sidder din skade i foden, finder du den fod-specifikke gennemgang i vores artikel om stressfraktur i foden (detaljer).

Ofte stillede spørgsmål om stressfraktur hos løbere

Hvordan ved jeg, om jeg har en stressfraktur eller bare ondt af at løbe?

En stressfraktur giver typisk en lokaliseret, punktformig smerte, du kan sætte en finger præcist på, og den sidder på selve knoglen. Smerten bliver værre, jo længere du løber, frem for at varme væk, og den kan blive ved efter løb og om natten. Almindelig løbeømhed og DOMS er mere diffus, sidder i musklerne og aftager efter et par dage. Får du skarp smerte ved et enkelt hop på det ene ben, eller ømhed ved tryk direkte på knoglen, bør du have det vurderet klinisk, før du løber videre.

Hvad er forskellen på high-risk og low-risk stressfrakturer?

Skellet handler om knoglens blodforsyning og den kraft, der trækker i stedet. High-risk-steder som lårbenshalsen, den forreste skinnebenskant, navicular, sesamknoglen og basis af 5. mellemfodsknogle har dårligere helingsbetingelser og kan udvikle sig til forskydning eller en knogle, der ikke vokser sammen. De kræver akut lægelig vurdering og kan ende med aflastning eller operation. Low-risk-steder som det bagre-indre skinneben, mellemfodsknogle 2-4 og lægbenet heler typisk konservativt over cirka 6-12 uger.

Hvor lang tid tager det at komme tilbage til løb efter en stressfraktur?

For akutte low-risk-frakturer vender mange løbere tilbage til løb efter omkring 12 uger, og i en kohorte af unge atleter var den gennemsnitlige tid til smertefrihed efter en tibial stressfraktur cirka 56 dage (Ditmars et al., 2020; Beling et al., 2023). Forsinket heling (over tre måneder) eller en knogle, der ikke vokser sammen (over seks måneder), tager markant længere, i et studie omkring 20 uger. High-risk-steder er som regel langsommere og bør styres af en kliniker.

Må jeg cykle eller svømme, mens en stressfraktur heler?

Som regel ja, hvis det kan gøres smertefrit, men afklar det altid med den kliniker, der følger dig, især ved high-risk-steder. Smertefri cross-træning som cykling eller svømning holder den aerobe motor ved lige, mens knoglen heler, så du ikke taber al din kondi. Princippet er, at knoglen heler på sin egen tid, mens du holder alt det andet i gang: kondi, styrke i det, der ikke gør ondt, søvn og energibalance.

Heler en stressfraktur af sig selv, hvis jeg bare hviler?

De fleste low-risk-stressfrakturer heler med relativ aflastning og en kontrolleret optrapning, og tidlig opdagelse forbedrer chancen for at blive smertefri uden operation (da Rocha Lemos Costa et al., 2022). Men total passiv hvile er ikke svaret i sig selv: hviler du blot og vender tilbage til den samme belastning, der gav skaden, kommer den ofte igen. High-risk-steder kan ikke regnes med at hele uden behov for aflastning eller operation og skal vurderes lægeligt.

Hvorfor får jeg gentagne stressfrakturer?

En tidligere stressfraktur er en af de stærkeste risikofaktorer for at få en ny, hos både kvindelige og mandlige løbere (Stennett et al., 2025; Kraus et al., 2018). Gentagne knogleskader er ofte et tegn på lav energitilgængelighed eller RED-S, hvor kroppen ikke har energi nok til at vedligeholde knoglen, og hos kvinder kan menstruationsforstyrrelser være en advarsel. Lavt indtag af calcium og D-vitamin, for hurtig optrapning og for lidt restitution spiller også ind. Får du gentagne frakturer, bør energibalance og hormonstatus undersøges, ikke kun selve knoglen (Williams et al., 2025).

Hvordan diagnosticeres en stressfraktur, og hvorfor er røntgen ofte normal?

Diagnosen starter med en klinisk undersøgelse, hvor punktformig ømhed på knoglen og en positiv hop-test er stærke tegn. Røntgen er ofte normalt tidligt, fordi en frisk stressfraktur ikke nødvendigvis viser sig på et almindeligt billede, før knoglen begynder at hele. MR er den mest pålidelige undersøgelse og kan fange skaden tidligt (da Rocha Lemos Costa et al., 2022). Bemærk, at MR-graden ikke altid forudsiger, hvor hurtigt det heler, så genoptræningen styres efter symptomer, ikke kun efter billedet (Ditmars et al., 2020).

Kilder

1. George ERM, Sheerin KR, Reid D (2024). Criteria and guidelines for returning to running following a tibial bone stress injury: a scoping review. Sports Medicine, 54(9), 2247-2265. DOI: 10.1007/s40279-024-02051-y (PMID 39141251).
2. da Rocha Lemos Costa TM, Borba VZC, Correa RGP, Moreira CA (2022). Stress fractures. Archives of Endocrinology and Metabolism, 66(5), 765-773. DOI: 10.20945/2359-3997000000562 (PMID 36382766).
3. Abbott A, Bird M, Brown SM, Wild E, Stewart G, Mulcahey MK (2019). Part II: presentation, diagnosis, classification, treatment, and prevention of stress fractures in female athletes. The Physician and Sportsmedicine, 48(1), 25-32. DOI: 10.1080/00913847.2019.1636546 (PMID 31295036).
4. Stennett R, Scheer V, Kaulback K (2025). Bone stress injury epidemiology and risk factors in female off-road runners: a systematic review. Journal of Sport Rehabilitation, 34(5), 470-483. DOI: 10.1123/jsr.2024-0288 (PMID 39874957).
5. Ditmars FS, Ruess L, Young CM, Hu HH, MacDonald JP, Ravindran R, Thompson BP (2020). MRI of tibial stress fractures: relationship between Fredericson classification and time to recovery in pediatric athletes. Pediatric Radiology, 50(12), 1735-1741. DOI: 10.1007/s00247-020-04760-8 (PMID 32809066).
6. Kraus E, Tenforde AS, Nattiv A, Sainani KL, Kussman A, Deakins-Roche M, Singh S, Kim BY, Barrack MT, Fredericson M (2018). Bone stress injuries in male distance runners: higher modified Female Athlete Triad Cumulative Risk Assessment scores predict increased rates of injury. British Journal of Sports Medicine, 53(4), 237-242. DOI: 10.1136/bjsports-2018-099861 (PMID 30580252).
7. Angelidi AM, Stefanakis K, Chou SH, et al. (2024). Relative energy deficiency in sport (REDs): endocrine manifestations, pathophysiology and treatments. Endocrine Reviews, 45(5), 676-708. DOI: 10.1210/endrev/bnae011 (PMID 38488566).
8. Williams NI, De Souza MJ, Misra M, et al. (2025). 2025 update to the Female Athlete Triad Coalition consensus statement part 2: clinical guidelines for screening, diagnosis, treatment, and return to play for adolescents and adults. Sports Medicine, 56(2), 375-427. DOI: 10.1007/s40279-025-02332-0 (PMID 41474492).
9. Beling A, Saxena A, Hollander K, Tenforde AS (2023). Outcomes using focused shockwave for treatment of bone stress injury in runners. Bioengineering, 10(8), 885. DOI: 10.3390/bioengineering10080885 (PMID 37627770).