Hofteimpingement (FAI) og løb: scanning er ikke diagnosen

Hofteimpingement - eller FAI - er en af de mest overdiagnosticerede tilstande i løbeverdenen. Cam-morfologi findes hos cirka 37% af symptomfri - op til 55% hos atleter - uden et eneste symptom. En scanning der viser “FAI” er ikke en diagnose i sig selv. Det kræver tre ting: symptomer, kliniske fund og billeddannelse. Og selv med FAI-syndrom er styrketræning og belastningsstyring effektiv behandling for ca. to ud af tre. De fleste løbere kan fortsætte med at løbe.

Du har fået en scanning der viser “cam-morfologi” eller “femoroacetabulært impingement.” Måske har du fået at vide at knoglen støder mod ledskålen, og at det slider hoften ned. Måske har nogen nævnt operation. Det lyder mekanisk, irreversibelt og skræmmende. Men der er noget de fleste scanningssvar udelader: cirka 37% af symptomfri har præcis den samme morfologi uden smerter, uden begrænsninger og uden at vide det (Frank et al., 2015). Cam-morfologi er en normal strukturel variant, ikke en fabrikationsfejl. Et scanningsfund forklarer din hoftes form - det forklarer ikke hvorfor du har ondt. Og selv når der ER tale om FAI-syndrom, er belastningsstyring og styrketræning førstevalg, ikke kirurgi. Denne artikel forklarer hvad FAI faktisk er, hvornår det er et problem, og hvad du kan gøre - herunder hvorfor løb som behandling ofte er en del af løsningen, ikke en del af problemet.

Hvad er FAI? Cam, pincer og mixed - forklaret uden jargon

FAI står for femoroacetabulært impingement. Det betyder at lårbenshovedet (femur) og hofteskålen (acetabulum) kontakter hinanden på en måde der kan give smerter ved visse bevægelser - typisk dyb hoftebøjning med indadrotation.

Der er tre typer morfologi:

Cam-morfologi er den hyppigste. Lårbenshovedet er ikke helt kuglerundt - det har en forhøjning, som et bump, der kiler ind i hofteskålens kant når hoften bøjes dybt. Den udvikles typisk under knoglevækst i ungdommen og ses oftere hos mænd, særligt dem der har dyrket sport med gentagen hoftebøjning som fodbold og ishockey (Knapik et al., 2019).

Pincer-morfologi er en overkant af hofteskålen der rækker for langt ud. Den “klemmer” om lårbenshovedet og begrænser bevægelsen. Ses oftere hos kvinder.

Mixed er begge dele - og det er faktisk det hyppigste fund på scanninger, fordi grænsen mellem normal variation og “for meget” er flydende.

Cam-morfologi: Den hyppigste form - og den mest udbredte misforståelse

Cam-morfologi er ikke en skade. Det er en fysiologisk adaptation til belastning - ligesom en klippeklatrer udvikler tykkere hud på hænderne. Den dannes typisk mellem 12 og 17 års alderen hos sportsaktive, og den ændrer sig ikke efterfølgende. Mandlige atleter har signifikant højere alfa-vinkler (det mål man bruger til at beskrive cam-morfologien) end kvindelige - 59,9 grader mod 48,3 grader (Knapik et al., 2019).

Det vigtige: cam-morfologi er ekstremt udbredt uden symptomer. Frank et al. (2015) viste i et systematisk review at cam-morfologi findes hos cirka 37% af symptomfri individer - op til 55% hos atleter og omkring 23% i den generelle befolkning. Cam-morfologi er altså hyppig selv hos folk uden symptomer, og derfor er et scanningsfund ikke en diagnose. En scanning der viser cam-morfologi fortæller dig om din hoftens form - den fortæller dig ikke hvorfor du har ondt. Det kan lyde som lyskesmerter ved løb, men årsagen kan være en helt anden.

Pincer og mixed: Hvornår det er relevant

Pincer-morfologi giver typisk smerter i ydergraderne af hoftens bevægelse - dyb bøjning, indadrotation. Smerten er ofte skarpere og mere afgrænsende end ved cam. Mixed-typen kombinerer begge mekanismer.

Sammenhængen mellem pincer-morfologi og slidgigtudvikling er markant svagere end for cam (Agricola et al., 2013). Pincer i sig selv er sjældent en indikation for behandling med mindre der er tydelige symptomer.

Din scanning er ikke en diagnose - her er hvad der skal til

Warwick Agreement fra 2016 - en international konsensus godkendt af 25 kliniske organisationer - definerede FAI-syndrom som en triade (Griffin et al., 2016):

1. Symptomer: Smerter eller bevægeindskrænkning i hoften, typisk i lysken ved dyb bøjning.
2. Kliniske fund: Positiv impingement-test ved undersøgelse (FADIR: fleksion, adduktion, indadrotation provokerer smerte).
3. Billeddannelse: Cam- eller pincer-morfologi på røntgen eller MR.

Alle tre skal være til stede. En scanning alene er ikke en diagnose. Og det er præcis der, mange løbere fejlinformeres.

Tænk over det: hvis cirka 37% af symptomfri har cam-morfologi, og din scanning viser cam-morfologi, hvad fortæller det dig så? Det fortæller dig at du har en normal variant - og at du har brug for en klinisk undersøgelse der vurderer om den variant er årsagen til dine smerter.

Det er den samme logik som ved hoftedysplasi: billedmæssige fund skal altid vurderes i klinisk kontekst. Mange løbere med hoftesmerter ved løb har en anden årsag end FAI, selvom scanningen viser cam-morfologi.

Tilpasset løbetræning: Fundamentet i din genoptræning

Smerter ved FAI-syndrom forværres typisk af specifikke bevægelsesmønstre - ikke af løb generelt. Dyb hoftebøjning under belastning (stejle bakker op), lange skridt med lav kadence, og dybe lunges under løb kan provokere. Fladt terræn, moderat kadence og kontrolleret volumen er typisk uproblematisk.

Derfor handler løsningen sjældent om at stoppe med at løbe, men om at justere hvad, hvor meget og hvordan du løber.

Lyskrydsmodellen: Smertestyring mens du fortsætter med at løbe

Lyskrydsmodellen er dit styringsredskab:

• Grøn zone (0-3/10 smerte): Fortsæt. Smerten er acceptabel. Ingen forværring næste dag.
• Gul zone (3-5/10 smerte): Reducér intensitet eller volumen. Tjek næste morgen.
• Rød zone (over 5/10 smerte): Reducér markant. Ikke fordi hoften nødvendigvis er skadet, men fordi belastningen er for høj lige nu.

Den vigtige detalje er “næste dag”-reglen: det er ikke smerten under løb der afgør om du belaster for meget. Det er om smerten er værre næste morgen end den var inden løbeturen.

Hvad du skal undgå - og hvad du kan fortsætte med

Undgå midlertidigt:

• Stejle bakker (øger hoftebøjningsvinkel under belastning)
• Dybe lunges og dybt squat med belastning
• Aggressivt stræk i ydergraderne (dyb hoftebøjning + indadrotation)
• Meget lange skridt / lav kadence

Kan typisk fortsætte med:

• Let til moderat løb på fladt underlag
• Kadence på 170-180 spm - kortere skridt reducerer hoftefleksionsvinklen
• Gang/løb-intervaller i de første uger
• Cykling og svømning som supplement (lav hoftebelastning)

En løbestilsanalyse kan give indblik i om din løbestil provokerer hoften unødigt - men løbestilsændring er et belastningsstyringsværktøj, ikke en permanent korrektion.

Er du usikker på om det er FAI, gluteal tendinopati eller noget helt tredje? I en Rehab-førstegangssamtale får du diagnostik, afklaring og en plan - så du ved hvad du har og hvad du skal gøre.

Styrketræning er den vigtigste intervention - ikke operation

Patienter med symptomatisk FAI har dokumenterede styrkedeficits i hoftefleksion, adduktion og rotation (Casartelli et al., 2011). Det er ikke et knogleproblem - det er et muskel- og kapacitetsproblem. Og kapacitet kan bygges op.

Superviseret øvelses- og styrketræning af hoftemuskulaturen forbedrer smerte og funktion. I et randomiseret studie forbedrede begge behandlingsgrupper sig markant (Mansell et al., 2018), og effekten holder: 19 ud af 26 (73%) forblev operationsfri og holdt fremgangen ved 4,6 års opfølgning (Monn et al., 2022). Det er et godt argument for at investere i styrketræning før man overvejer en operation.

Dokumenterede styrkedeficits: Hvad der mangler, og hvad du skal bygge op

De tre vigtigste muskelgrupper at adressere:

Hofteabduktorer (gluteus medius/minimus): Stabiliserer bækkenet under løb. Svaghed her overbelaster hofteleddet og ændrer gangmønsteret. Det er den hyppigst underudviklede muskelgruppe hos løbere med hoftesmerter.

Hofteekstensorer (gluteus maximus): Driver fremdrift og afsæt. Styrkedeficit her fører til kompensation fra hoftefleksorerne - som yderligere belaster det anteriore hofteled, præcis der cam-impingement er mest udtalt.

Core-stabilitet: Bækken- og trunkusstabilitet sikrer at hoften kan arbejde fra en stabil base. Uden core-kontrol øges den relative belastning på hofteleddet.

Dit styrkeprogram: Fra kropsøvelser til belastet styrke

Fase 1 - Kropsøvelser (uge 1-4):Glute bridge: 3 x 15 gentagelser. Clamshell med elastik: 3 x 15 per side. Standing hip abduction med elastik: 3 x 12 per side. Side-lying hip abduction: 3 x 15 per side. Fire gange om ugen. Fokus på kontrol og muskelaktivering.

Fase 2 - Let belastet (uge 5-8):Single-leg glute bridge: 3 x 12 per side. Step-up (20-30 cm kasse): 3 x 10 per side. Standing hip hinge med let kettlebell: 3 x 12. Hip thrust med vægt: 3 x 12. Tre gange om ugen. Øg belastning gradvist.

Fase 3 - Belastet styrke (uge 9-12+):Bulgarian split squat: 3 x 8-10 per side. Barbell hip thrust: 3 x 8-10. Romanian deadlift: 3 x 8-10. Single-leg squat til bænk: 3 x 8 per side. To-tre gange om ugen. Tung nok til at udfordre - ikke så tung at hoften protesterer.

Progressionskriteriet mellem faserne er simpelt: du kan gennemføre alle sæt og gentagelser med kontrol, under 3/10 smerte, og uden forværring næste dag. Hvis det er på plads, er du klar til næste fase.

Styrketræning for løbere er en investering der rækker langt ud over hoftegenoptræning - det er den mest effektive skadesforebyggelse der findes.

Restitution og tålmodighed: Hoften genopbygger sig i sit eget tempo

Når belastningsstyring og styrketræning er på plads, handler resten om at give kroppen de rette betingelser for adaptation.

Søvn er den vigtigste restitutionsfaktor. 7-9 timer per nat. Konsistens er vigtigere end perfekte tal. Protein understøtter muskelvækst og bindevævsgenopbygning - 1,6-2,2 g per kg kropsvægt per dag, fordelt over 3-4 måltider. Læs mere om protein til restitution og muskelvækst.

Tidshorisont og forventningsstyring

De fleste med FAI-syndrom oplever klinisk meningsfuld forbedring inden for 12 uger med konsistent styrketræning og belastningsstyring (Monn et al., 2022). Det er ikke det samme som at være smertefri efter 12 uger. Det er at du løber mere, styrketræner tungere, og har færre begrænsninger end ved start.

Forløbet er ikke lineært. Der vil være uger hvor hoften melder sig mere end ugen før. Det er normalt og ikke et tegn på tilbageslag, så længe den overordnede tendens er positiv. Hold belastningen konsistent i stedet for at svinge mellem for meget og for lidt.

Tilbagevendende hoftesmerter kræver ofte at en fagperson monitorerer kapacitet og progression over tid. I Rehab får du et team der følger dig - så du slipper for at gætte.

Operation: Hvornår giver det mening - og hvornår gør det ikke?

Operation er et værktøj - ikke et førstevalg. Evidensen er klar på det punkt.

Hvad evidensen siger: UK FASHIoN-studiet og det vi ved

UK FASHIoN er det største randomiserede kontrollerede studie af FAI-behandling, med 348 patienter fordelt på 23 hospitaler i UK (Griffin et al., 2018). Halvdelen fik hofteartroskopi, halvdelen fik personalised hip therapy - et individualiseret, superviseret fysioterapiprogram.

Begge grupper forbedrede sig markant. Artroskopi gav en statistisk signifikant ekstra forbedring. Men personalised hip therapy var mere omkostningseffektiv - artroskopien kostede knap 18.000 kr. mere med en negativ QALY-forskel (dvs. det kostede mere og gav ikke proportionalt mere livskvalitet).

Mansell et al. (2018) fandt i en anden RCT ingen signifikant forskel mellem hofteartroskopi og fysioterapi efter to år. I det studie endte de fleste i fysioterapigruppen (28 ud af cirka 40) dog med at krydse over til operation - et vigtigt forbehold, men også et studie med en lille gruppe.

Det viser to ting: konservativ behandling er et legitimt førstevalg, og det er effektivt for flertallet. Og for dem det ikke virker for, er operation stadig en mulighed.

Hvornår bør du overveje operation?

Kirurgi kan overvejes når:

• Du har vedvarende, funktionshindrende symptomer trods 3-6 måneders struktureret konservativ behandling (styrketræning + belastningsstyring)
• Du har mekaniske symptomer som låsning eller clicking der hæmmer dagligdags funktion
• Klinisk undersøgelse og billeddannelse understøtter at FAI-syndrom er den primære årsag

Kirurgi bør IKKE anbefales alene baseret på billedmæssige fund, alene baseret på smerte uden at konservativ behandling er forsøgt, eller som “forsikring” mod fremtidig slidgigt.

Giver FAI slidgigt? Hvad frygten handler om - og hvad evidensen siger

Det er det spørgsmål der skaber mest angst. Svaret er mere nuanceret end de fleste læser.

Cam-morfologi ER en risikofaktor for hofte-slidgigt - det er veldokumenteret (Agricola et al., 2013). Men risikoen er ikke deterministisk. En prospektiv kohorte med 24,7 års opfølgning viste at 86% af patienter med FAI-morfologi IKKE udviklede symptomatisk slidgigt, og kun 4% fik hoftealloplastik (Melugin et al., 2020).

De vigtigste risikofaktorer for slidgigtudvikling var mandligt køn (HR 2,28), BMI over 29 (HR 2,11) og alder - ikke cam-vinkelens størrelse. Ingen radiografiske morfologiske kendetegn var signifikante risikofaktorer.

Og hvad med operation? Om den forebygger slidgigt er omdiskuteret. Et stort observationsstudie fandt lavere slidgigt-progression efter artroskopi end ved konservativ behandling over lang tid (26,5% mod 35,2%; Husen et al., 2023), og forfatterne peger på en mulig forebyggende effekt. Men studiet var ikke randomiseret, og det største randomiserede studie på området fandt ingen forskel i symptomer mellem artroskopi og fysioterapi efter to år (Mansell et al., 2018). Med andre ord: belastningsstyring og styrketræning er stadig det dokumenterede førstevalg, men billedet omkring slidgigt er ikke entydigt.

Det betyder: du har en normal variant, du har en statistisk let forhøjet risiko for slidgigt, og de vigtigste ting du kan gøre for at minimere den risiko er at holde dig aktiv, holde en sund vægt, og styrketræne. Ikke at operere hoften.

Case: Anders, 38 - fra "slidt hofte" til 15 km igen

Det følgende er et illustrativt, sammensat eksempel. Det er ikke en konkret patient, men et typisk forløb sat sammen af de mønstre vi ser hos løbere med FAI-syndrom.

Anders' forløb er konstrueret, men hvert skridt afspejler det evidensen viser: en scanning der viser cam-morfologi er et startpunkt, ikke en dom, og rækkefølgen er belastningsstyring og styrketræning før man overhovedet overvejer kirurgi. Pointen er ikke at operation aldrig er relevant. Den er, at de fleste når deres mål uden.

Hvad du tror om din diagnose påvirker dit forløb

“Hofteimpingement” lyder som noget der er galt med selve konstruktionen. Ordet “impingement” - klemning - skaber et mentalt billede af knogle der gnaver mod knogle, slidgigt der er uundgåeligt, og en krop der langsomt falder fra hinanden.

Det billede er forkert. Cam-morfologi er en normal variant. Cirka 37% af symptomfri har den. De fleste har ingen symptomer. Og de der har symptomer, bliver bedre af styrketræning - ikke af at tænke at hoften er defekt.

Forventninger påvirker resultater. En løber der tror hoften er “ødelagt” vil opleve mere smerte ved belastning end en løber der ved at hoften er undertrænet og kan bygges stærkere. Det er ikke indbildning - det er neurofysiologi. Hvad du forventer ændrer hvordan nervesystemet håndterer smertesignaler.

Tre ting du kan gøre:

1. Erstat frygt med fakta. “Min hofte er defekt” bliver til “Min hofte har en normal variant, og mine muskler er undertrænet.” Den rigtige forklaring er mindre skræmmende - og mere handlingsorienteret.
2. Brug lyskrydsmodellen. Den giver dig et konkret redskab til at vurdere om belastningen er passende - så du slipper for at gætte. Det reducerer usikkerhed, og usikkerhed forværrer smerte.
3. Sæt kapacitetsmål, ikke smertemål. “Jeg vil kunne løbe 10 km uden forværring næste dag” er bedre end “Jeg vil være smertefri.” Kapacitetsmål giver retning og motiverer handling.

Din plan: Fra diagnose til løbeklar

I morgen: Stop med at frygte scanningen

Cam-morfologi er ingen dom over din hofte, men en normal variant. Gå en gåtur, tag en let løbetur på fladt underlag. Smerte under 3/10 og ingen forværring næste dag er grønt lys. Du gør ikke hoften værre ved at bevæge dig.

Denne uge: Start styrketræning og justér løbet

Tre styrkeøvelser, fire gange om ugen: glute bridge (3 x 15), clamshell med elastik (3 x 15 per side), standing hip abduction med elastik (3 x 12 per side). Undgå aggressivt stræk i ydergraderne. Justér din løbetræning: undgå stejle bakker og dybe lunges. Brug lyskrydsmodellen.

Over 12 uger: Progression

Opbyg styrketræningen gradvist fra kropsøvelser (fase 1) til let belastet (fase 2) til belastet styrke (fase 3). Øg løbevolumen trinvist, styret af symptomrespons. De fleste med FAI-syndrom oplever klinisk meningsfuld forbedring inden for 12 uger med konsistent træning (Monn et al., 2022).

Forvent ikke et lineært forløb. Der vil være dage med mere smerte. Det er normalt og ikke et tegn på tilbageslag, så længe den overordnede tendens er positiv over uger.

Hvis du vil have en plan der er tilpasset din specifikke situation: en Rehab-førstegangssamtale giver dig diagnostik (er det FAI-syndrom, gluteal tendinopati eller noget helt tredje?), en individuel progressionsplan og et styringsredskab fra dag ét. 749 kr.

Ofte stillede spørgsmål om hofteimpingement og løb

Kan jeg løbe med hofteimpingement (FAI)?

Ja, de fleste løbere med FAI-syndrom kan fortsætte med at løbe - med tilpasset dosis og justeringer. Undgå stejle bakker og dybe lunges i starten. Brug lyskrydsmodellen: under 3 ud af 10 i smerte og ingen forværring næste dag er grønt lys. Belastningsstyring og styrketræning er den primære behandling.

Skal jeg opereres for FAI?

Ikke nødvendigvis. UK FASHIoN-studiet med 348 patienter viste at struktureret fysioterapi forbedrer symptomer for de fleste, og et opfølgningsstudie fandt at 19 ud af 26 (73%) forblev operationsfri efter 4,6 år (Monn et al., 2022). Et randomiseret studie fandt ingen signifikant forskel mellem artroskopi og fysioterapi efter to år (Mansell et al., 2018). Operation kan overvejes ved vedvarende symptomer trods 3-6 måneders konservativ behandling eller ved mekaniske symptomer som låsning.

Giver FAI slidgigt?

Cam-morfologi er en risikofaktor for slidgigt, men risikoen er ikke deterministisk. Over 25 år udviklede 86% af patienter med FAI-morfologi IKKE symptomatisk slidgigt, og kun 4% fik hoftealloplastik (Melugin et al., 2020). De vigtigste risikofaktorer er overvægt og inaktivitet - ikke cam-vinklen.

Hvad er forskellen på cam og pincer impingement?

Cam-morfologi er ekstra knogle på lårbenshovedet, som et bump der kiler ind i hofteskålen ved dyb bøjning. Pincer-morfologi er en overkant af hofteskålen der rækker for langt ud. Cam er hyppigst hos mænd, pincer hos kvinder. Cam har stærkere sammenhæng med slidgigtudvikling (Agricola et al., 2013).

Er FAI på en scanning det samme som at have FAI-syndrom?

Nej. Warwick Agreement (2016) definerer FAI-syndrom som en triade: symptomer + kliniske fund + billeddannelse. Mange har cam/pincer-morfologi på scanning uden symptomer - det er en normal variant, ikke en diagnose. Cam-morfologi findes hos cirka 37% af symptomfri (op til 55% hos atleter) (Frank et al., 2015).

Hvilke øvelser hjælper ved hofteimpingement?

Styrketræning af hoftemuskulaturen er den vigtigste intervention: glute bridge, clamshell med elastik, standing hip abduction og gradvist Bulgarian split squat og hip thrust. Undgå aggressivt stræk i dyb hoftebøjning med indadrotation - det provokerer impingement. Styrkeøvelserne adresserer de dokumenterede deficits i hoftefleksion, adduktion og rotation (Casartelli et al., 2011).

Hvor lang tid tager det at blive bedre?

De fleste med FAI-syndrom oplever klinisk meningsfuld forbedring inden for 12 uger med konsistent styrketræning og belastningsstyring. Effekten holder: et studie viste at 19 ud af 26 forblev operationsfri og holdt fremgangen efter 4,6 år (Monn et al., 2022). Forløbet er ikke lineært - der vil være dage med mere smerte, og det er normalt.

Kilder

1. Griffin, D.R. et al. (2016). The Warwick Agreement on femoroacetabular impingement syndrome (FAI syndrome): an international consensus statement. British Journal of Sports Medicine. DOI: 10.1136/bjsports-2016-096743
2. Griffin, D.R. et al. (2018). Hip arthroscopy versus best conservative care for the treatment of femoroacetabular impingement syndrome (UK FASHIoN): a multicentre randomised controlled trial. The Lancet. DOI: 10.1016/S0140-6736(18)31202-9
3. Casartelli, N.C., Maffiuletti, N.A., Item-Glatthorn, J.F. et al. (2011). Hip muscle weakness in patients with symptomatic femoroacetabular impingement. Osteoarthritis and Cartilage, 19(7), 816-821. DOI: 10.1016/j.joca.2011.04.001
4. Melugin, H.P., Hale, R.F., Zhou, J. et al. (2020). Risk Factors for Long-term Hip Osteoarthritis in Patients With Femoroacetabular Impingement Without Surgical Intervention. American Journal of Sports Medicine, 48(12), 2881-2886. DOI: 10.1177/0363546520949179
5. Husen, M., Leland, D.P., Melugin, H.P. et al. (2023). Progression of Osteoarthritis at Long-term Follow-up in Patients Treated for Symptomatic Femoroacetabular Impingement With Hip Arthroscopy Compared With Nonsurgically Treated Patients. American Journal of Sports Medicine, 51(11), 2986-2995. DOI: 10.1177/03635465231188114
6. Frank, J.M., Harris, J.D., Erickson, B.J. et al. (2015). Prevalence of Femoroacetabular Impingement Imaging Findings in Asymptomatic Volunteers: A Systematic Review. Arthroscopy, 31(6), 1199-1204. DOI: 10.1016/j.arthro.2014.11.042
7. Mansell, N.S. et al. (2018). Arthroscopic Surgery or Physical Therapy for Patients With Femoroacetabular Impingement Syndrome: A Randomized Controlled Trial With 2-Year Follow-up. American Journal of Sports Medicine. DOI: 10.1177/0363546517751912
8. Monn, S., Maffiuletti, N.A., Bizzini, M. et al. (2022). Mid-term outcomes of exercise therapy for the non-surgical management of femoroacetabular impingement syndrome. Physical Therapy in Sport, 55, 168-175. DOI: 10.1016/j.ptsp.2022.04.007
9. Agricola, R., Heijboer, M.P., Bierma-Zeinstra, S.M.A. et al. (2013). Cam impingement causes osteoarthritis of the hip: a nationwide prospective cohort study (CHECK). Annals of the Rheumatic Diseases, 72(6), 918-923. DOI: 10.1136/annrheumdis-2012-201643
10. Knapik, D.M., Gaudiani, M.A., Camilleri, B.E. et al. (2019). Reported Prevalence of Radiographic Cam Deformity Based on Sport: A Systematic Review of the Current Literature. Orthopaedic Journal of Sports Medicine, 7(3), 2325967119830873. DOI: 10.1177/2325967119830873