Meniskskade og løb: Kan du fortsætte med at løbe - og hvordan ved du, om du skal opereres?

Du ligger på briksen efter en MR-scanning, og lægen peger på skærmen: "Her kan du se det, en flænge i menisken." Eller måske har du bare haft ondt i knæet i nogle måneder, og diagnosen kom som en overraskelse.

Uanset hvordan beskeden kom, er spørgsmålet det samme: Hvad betyder det for min løbetræning?

For langt de fleste løbere er svaret ikke operation. De seneste 10 års forskning har vendt op og ned på, hvordan vi behandler meniskskader. Flere store, blindede forsøg viser nu, at træning giver samme resultat som kikkertoperation ved degenerativ meniskskade, helt ud til 10 år (Berg et al., 2025; Noorduyn et al., 2022). Her får du hele evidensen, så du kan træffe en informeret beslutning om dit knæ.

Hvad er en meniskskade?

Meniskerne er to halvmåneformede bruskskiver i hvert knæ. Den indvendige (mediale) menisk sidder på indersiden, den udvendige (laterale) på ydersiden. De fungerer som stødabsorberende puder, der fordeler belastningen mellem lårben og skinneben og hjælper med at stabilisere leddet.

Når vi taler om en "meniskskade", mener vi typisk en flænge eller rift i vævet. Men ikke alle meniskforandringer er skader i ordets egentlige forstand. Der er to fundamentalt forskellige typer, og forskellen afgør hele behandlingen.

Akut og degenerativ er to forskellige ting

Den akutte meniskskade opstår ved en specifik hændelse. Et vrid, et fald, en pludselig rotation med belastning. Man husker øjeblikket. Knæet hæver op samme dag, og det kan ofte ikke belastes fuldt ud. Denne type er hyppigst hos yngre, aktive mennesker og er ofte kombineret med korsbåndsskade.

Den degenerative meniskskade opstår gradvist som en del af normal aldring, præcis som grå hår eller rynker. Der er ingen specifik udløsende hændelse. Knæet bliver bare ømt en dag, eller ømheden kommer snigende over uger og måneder.

En degenerativ menisk er rynker, ikke en defekt

En statistik overrasker de fleste: I et stort befolkningsstudie fra Framingham havde mellem 19% (kvinder 50-59 år) og 56% (mænd 70-90 år) en meniskrift på MR-scanning. Og 61% af dem med en rift havde ikke haft hverken smerte, ømhed eller stivhed den forgangne måned (Englund et al., 2008). Hos raske kvinder efter overgangsalderen ses meniskforandringer hos omkring 46% (Davies-Tuck et al., 2008).

Med andre ord: en flænge på en scanning er hos midaldrende og ældre lige så almindelig som grå hår. Det er aldring, ikke en defekt.

Hvad betyder det for dig som løber? Hvis du er over 35-40 år og har fået konstateret en meniskskade uden at huske en specifik hændelse, er sandsynligheden stor for, at det er en degenerativ forandring. Det lyder måske skræmmende, men det er faktisk gode nyheder. For det betyder, at du med stor sandsynlighed kan træne dig ud af generne. Læs også om de største myter om løb og knæ.

Symptomer: smerte, klik og låsning

Symptomerne varierer enormt i sværhedsgrad. Nogle løbere har betydelige forandringer på scanning men næsten ingen gener. Andre har milde forandringer men markante smerter. Det hænger sammen med en grundregel i smertevidenskaben: smerte er ikke en direkte måling af vævstilstand. Smerte er kroppens alarmsignal, og hvor følsomt det alarmsystem er, påvirkes af søvn, stress, tidligere erfaringer og forventninger, ikke kun af hvad MR-billedet viser.

Typiske tegn: smerte langs ledlinjen på inder- eller ydersiden af knæet, hævelse der udvikler sig over 24-48 timer, smerte ved drejebevægelser eller dybe bøjninger, en fornemmelse af at knæet "klikker" eller "kører af sporet", og smerte ved løb, især på ujævnt underlag.

Se også om pes anserinus tendinopati og plica syndrom, og vores oversigt over knæsmerter ved løb.

Om mekaniske symptomer: Mange frygter "locking", følelsen af at knæet låser fast. Men der er forskel på ægte locking, hvor knæet fysisk ikke kan strækkes ud, og pseudo-locking, hvor man har en fornemmelse af at noget hænger fast, men knæet faktisk kan bevæges. Selv mekaniske symptomer responderer ofte på træning. I FIDELITY-forsøget havde patienter med mekaniske symptomer ikke større gavn af operation end af placebokirurgi (Sihvonen et al., 2017). Mekaniske symptomer er altså ikke i sig selv en indikation for operation.

Må man løbe med en meniskskade?

Ja, ofte kan man, og ofte bør man.

Løb er ikke farligt for menisken. En systematisk gennemgang af 25 studier med over 125.000 personer fandt, at motionsløbere havde en lavere forekomst af knæ- og hofteslidgigt (3,5%) end både stillesiddende personer (10,2%) og eliteløbere (13,3%) (Alentorn-Geli et al., 2017). En nyere meta-analyse fandt ingen sammenhæng mellem ugentlig løbemængde og slidgigt-forekomst (Burfield et al., 2023). Moderat belastning ser altså ud til at være neutral eller ligefrem beskyttende for knæet. Meniskvævet tilpasser sig belastning ligesom muskler, sener og knogler. Læs mere om vores tilgang til løb som behandling.

Men symptomerne skal styre dosis. Hvis løb giver betydelig smerte eller symptomerne forværres dag for dag, skal belastningen justeres. Til det bruger vi lyskrydsmodellen.

Lyskrydsmodellen styrer din dosis

Smerte under genoptræning er ikke det samme som skade. Du behøver ikke være smertefri for at løbe. Du skal bare holde dig inden for det acceptable.

Ét vigtigt forbehold til smerte-som-guide: modellen gælder belastningsrelaterede knæsmerter, ikke alle smerter. Nogle tilstande, særligt knoglestress, opfører sig anderledes og kræver, at du tager smerten alvorligt i stedet for at træne videre. Det vender vi tilbage til under røde flag.

Operation: er det nødvendigt?

For de fleste degenerative meniskskader er svaret nej. Det er ikke en holdning, det er resultatet af flere store, blindede forsøg.

OMEX-forsøget fra Norge randomiserede 140 patienter med degenerativ meniskskade til enten kikkertoperation eller 12 ugers superviseret træning. Efter 2 år var der ingen klinisk relevant forskel mellem grupperne i smerte, funktion eller livskvalitet, og 19% af træningsgruppen valgte efterfølgende operation uden yderligere gevinst (Kise et al., 2016).

10-års-opfølgningen på samme forsøg blev publiceret i 2025. Konklusionen holdt: ingen forskel i slidgigtudvikling, ingen forskel i patientrapporterede outcomes. Træning var lige så effektiv som operation, også på meget lang sigt (Berg et al., 2025).

ESCAPE-forsøget fra Holland fulgte 321 patienter (45-70 år) i 5 år. Træning var ikke ringere end operation på knæfunktion, og slidgigtudviklingen var sammenlignelig. Forfatterne konkluderede direkte, at fysioterapi bør være førstevalget frem for operation (Noorduyn et al., 2022).

FIDELITY-forsøget fra Finland gik et skridt videre. De sammenlignede operation med placebokirurgi, hvor patienten blev bedøvet, der blev lavet små snit, men ingen reel meniskoperation blev udført. Resultatet? Ingen forskel ved hverken 1- eller 2-års opfølgning (Sihvonen et al., 2013; Sihvonen et al., 2017). Den del af effekten, der findes ved operation, ser altså ud til at komme fra forventning og naturligt forløb, ikke fra selve indgrebet.

Et yngre forsøg trækker samme vej. DREAM-forsøget fra Syddansk Universitet inkluderede 121 yngre patienter (18-40 år) med MR-verificeret meniskskade. Heller ikke her var tidlig operation bedre end træning med mulighed for senere operation, hverken for traumatiske eller ikke-traumatiske skader (Damsted et al., 2024).

Meta-analyser og guidelines bekræfter billedet. En meta-analyse fra 2024 fandt, at træning var forbundet med lavere risiko for slidgigtudvikling end operation, og ingen forskel i smerte eller funktion (Meng et al., 2024). En 5-års meta-analyse fandt, at operation oveni træning ikke gav ekstra gevinst på knæfunktion (Fernández-Matías et al., 2022). En international BMJ-ekspertpanel kom i 2017 med en stærk anbefaling imod kikkertoperation hos næsten alle patienter med degenerativ knæsygdom (Siemieniuk et al., 2017).

For langt de fleste løbere med degenerativ meniskskade bør træning være førstevalget. Operation reserveres til dem, der ikke responderer på et struktureret træningsforløb over 3-6 måneder, og til de specifikke akutte tilfælde vi beskriver under røde flag.

Hvad evidensen er stærk på, og hvad den ikke siger

Vær opmærksom på rækkevidden. Forsøgene ovenfor handler om degenerative meniskskader hos voksne, typisk over 35-45 år, uden mekanisk blokering og uden svær slidgigt. De siger ikke, at operation aldrig hjælper. En ung løber med en akut, traumatisk flænge og et reelt låst knæ er en anden situation, hvor en syning kan være relevant. Evidensen er stærk for at træne degenerative skader først. Den er svagere, og mere individuel, ved de akutte, traumatiske tilfælde.

Et illustrativt eksempel

Følgende er et sammensat, illustrativt eksempel, ikke en konkret patient. Det viser et typisk forløb.

MR-scanning: hvad viser den egentlig?

Meniskforandringer på MR-scanning er ekstremt almindelige og korrelerer dårligt med symptomer. Se også om hofteimpingement (FAI) og løb.

En klassisk undersøgelse fandt meniskrift hos 5,6% af helt symptomfri knæ (LaPrade et al., 1994). Befolkningsstudierne viser langt højere tal med alderen: op til 56% hos ældre mænd og 46% hos kvinder efter overgangsalderen, langt størstedelen uden symptomer (Englund et al., 2008; Davies-Tuck et al., 2008).

Det betyder tre vigtige ting:

1. En MR-scanning kan finde noget, der altid har været der
2. Forandringen er ikke nødvendigvis årsag til dine symptomer
3. En "positiv" scanning er ikke automatisk en indikation for behandling

Hvornår er scanning så relevant? Ved mistanke om akut, traumatisk skade hos et ungt menneske med en specifik hændelse. Ved mekanisk blokering hvor knæet fysisk ikke kan strækkes. Ved symptomer der ikke responderer på træning efter 3 måneder. Eller når der er behov for at udelukke andre diagnoser.

For den typiske løber over 40 med gradvist indsættende knæsmerter er en MR-scanning sjældent nødvendig og kan faktisk gøre mere skade end gavn ved at skabe unødig bekymring. Læs også om løb efter 40.

Genoptræning: 4 faser tilbage til løb

Fundamentet er belastningsstyring og restitution. Styrketræning bygger ovenpå. Den rækkefølge er ikke tilfældig, den følger pyramidens logik om at løse det vigtigste først.

Fase 1: Akut håndtering (uge 1-2)

Find en balance mellem aflastning og aktivitet. Undgå de bevægelser der provokerer stærk smerte, men behold så meget normal aktivitet som muligt. Let gang er fint, og ofte gavnligt. Is kan lindre hævelse de første dage, men er ikke afgørende for helingen. Det vigtigste er ikke at gå i panik eller begynde komplet hvile. Læs også om akutte løbeskader.

Fase 2: Grundtræning (uge 2-6)

Nu begynder den egentlige genoptræning med tre fokusområder. Styrketræning for lår og hofte er hjørnestenen. Start med begrænset bevægeudslag hvis det er nødvendigt, og øg gradvist. Bevægelighed i fuld range of motion, knæet skal kunne bøjes og strækkes helt. Gradvis øgning af daglige aktiviteter, og eventuelt gang/løb-intervaller hvis symptomerne tillader det.

Fase 3: Opbygning (uge 6-12)

Her øges intensiteten, og løb introduceres eller genoptages progressivt. Start med gang/løb-intervaller, for eksempel 2 minutter gang og 1 minut let løb. Øg løbeandelen gradvist over 2-4 uger. Tilføj distance før du tilføjer intensitet. Introducer ujævnt underlag og bakker sidst i forløbet. Vi bruger ikke en fast 10%-regel, progression styres af, hvordan symptomerne reagerer, ikke af et procenttal. Læs mere om intervaltræning.

Fase 4: Fuld træning (efter uge 12)

De fleste løbere kan være tilbage på fuld træning efter 3-4 måneder. Forvent variation, nogle dage er bedre end andre, og det er helt normalt.

Øvelser: sådan bygger du knæets kapacitet

Styrketræning er den vigtigste aktive intervention ved meniskskader. Ikke passive behandlinger, ikke hvile, ikke scanning. Hvis du vil forstå principperne bag progressiv belastning i dybden, har vi en samlet guide til styrketræning for løbere.

Squat: Start med begrænset dybde hvis det er smertefuldt. Øg gradvist dybden over uger. Mål: 3-4 sæt af 8-12 gentagelser med moderat vægt. Hold fokus på at knæet følger tåretningen.

Lunges (udfaldstrin): Begge retninger, frem, tilbage, til siden. Særligt gode til at træne balance og kontrol. Start uden vægt, tilføj gradvist.

Step-ups: Brug en stabil kasse eller trappetrin. Hold fokus på at presse dig op med det skadede ben. Øg højden progressivt.

Romanian deadlift (rumænsk dødløft): Træner baglår og hofte. Vigtig for at fordele belastningen under løb. Hold ryggen neutral, bøj i hoften.

Hip thrust / glute bridge: Aktiverer sædemuskulaturen, en vigtig stabilisator for knæet. Kan laves med eller uden vægt.

Dosering: Minimum 2-3 sessioner om ugen. Fokuser på tungere belastning med færre gentagelser frem for let træning med høj volumen. Gradvis øgning af belastningen over tid er nøglen.

Gør og undgå ved meniskskade

Passive behandlinger: hvad siger evidensen?

Her er vi nødt til at være ærlige, også selvom det går imod mange forventninger.

Massage, akupunktur, ultralyd, shockwave: Ingen af disse behandlinger har dokumenteret langtidseffekt på meniskskader. De kan give kortvarig lindring, men de bygger ikke kapacitet, og de ændrer ikke forløbet.

Kortisoninjektioner: Kan give midlertidig smertelindring fra uger til måneder. Men gentagne injektioner kan accelerere brusknedbrud. Bør kun bruges som et værktøj til at komme i gang med træning, aldrig som en løsning i sig selv.

Vores anbefaling: Brug passive behandlinger som supplement, hvis de hjælper dig til at udføre din styrketræning og løbetræning. Men lad dem aldrig erstatte det aktive arbejde. Det er træningen, der ændrer prognosen.

Artrose-risiko: hvad vi faktisk ved

"Får jeg slidgigt?" Det spørgsmål stiller næsten alle løbere med meniskskade sig selv. Vi har samlet hele evidensen i en separat guide om slidgigt og løb, men her er det vigtigste.

Meniskskade øger risikoen for slidgigt over tid. Det er korrekt. Omkring 50% udvikler radiografiske tegn på slidgigt inden for 15-20 år efter en meniskskade.

Men operation forebygger ikke slidgigt. Den nyeste evidens peger på det modsatte. I OMEX-forsøgets 10-års-opfølgning var der en tendens til mere slidgigt-progression i operationsgruppen end i træningsgruppen (Berg et al., 2025), og meta-analysen fra 2024 fandt, at træning var forbundet med lavere risiko for slidgigtudvikling end operation (Meng et al., 2024). Fjernelse af meniskvæv ændrer belastningsfordelingen i knæet og kan accelerere slidgigt.

Løb i sig selv beskytter. Motionsløb er forbundet med lavere forekomst af knæslidgigt end inaktivitet (Alentorn-Geli et al., 2017). Moderat belastning er godt for brusken.

Den praktiske konsekvens: den bedste strategi for at forebygge slidgigt efter en meniskskade er at bevare så meget meniskvæv som muligt og forblive aktiv. Træning og løb er en del af løsningen, ikke problemet.

Hvor lang tid tager en meniskskade?

Forvent variation, men her er de typiske forløb:

Vigtige forbehold: De første 6-8 uger føles ofte langsomme, vævsheling tager tid, og forbedringen kommer ikke lineært. Symptomerne svinger naturligt med gode og dårlige dage. Det er normalt. Størstedelen kommer sig med konservativ behandling alene. Tålmodighed kombineret med systematisk progression er ofte det mest effektive.

Røde flag: hvornår skal du søge læge?

De fleste meniskskader er selvlimiterende og kan håndteres med træning. Lyskrydsmodellen, hvor smerte op til 5/10 kan være acceptabel, gælder belastningsrelaterede meniskgener. Men visse tegn falder uden for den model og kræver lægelig vurdering.

Søg læge ved:

• Ægte låst knæ, der fysisk ikke kan strækkes ud
• Betydelig hævelse inden for få timer efter en specifik skadeshændelse
• Ustabilitet hvor knæet "giver efter" gentagne gange
• Ingen bedring efter 3 måneders struktureret træning
• Smerte der konstant forværres over tid
• Symptomer efter betydeligt traume som fald eller kollision
• Natlige smerter der vækker dig, smerte i hvile uden forudgående belastning, feber eller uforklarligt vægttab

Undtagelsen fra smerte-som-guide, knoglestress: Lyskrydsmodellen forudsætter, at smerten er belastningsrelateret blødvævs- eller meniskgener. Knoglestress (begyndende træthedsbrud) opfører sig anderledes. Det giver typisk en velafgrænset, punktformet smerte over knoglen, der bliver værre, ikke bedre, jo længere du løber, og som ofte gør ondt ved hop eller endda i hvile og om natten. Her gælder smerte-som-guide ikke. Hvis du har mistanke om knoglestress, skal du ikke træne videre på smerten, men have det vurderet.

Særligt for yngre løbere under 35 år: Ved en specifik traumatisk hændelse kombineret med pludselig hævelse og mekaniske symptomer er der større sandsynlighed for en reparerbar akut skade. Her kan tidlig vurdering være relevant for at afklare, om en syning er en mulighed. Læs også om Baker's cyste bag knæet.

Hvornår skal du søge hjælp?

Du behøver ikke nødvendigvis professionel hjælp for at komme dig over en meniskskade. De fleste kan klare det med de principper, vi har beskrevet her.

Men overvej at søge hjælp, hvis du er usikker på diagnosen, hvis du har svært ved at dosere træningen selv, hvis symptomerne ikke responderer på selvtræning efter 4-6 uger, eller hvis du vil have et struktureret forløb med superviseret genoptræning. Læs også om løberknæ og patellofemoralt smertesyndrom.

Hos LøberLab arbejder vi ud fra princippet om, at løb er behandling, ikke noget du skal undgå. Vores Rehab-forløb hjælper dig tilbage til løb med en individuel plan baseret på evidens og din specifikke situation.

FAQ

Kan man løbe med en meniskskade?

Ja, i de fleste tilfælde. Løb er ikke farligt for menisken, og mange løbere kan fortsætte med at løbe under genoptræningen. Motionsløb er endda forbundet med lavere forekomst af knæslidgigt end inaktivitet. Nøglen er at justere belastningen, så du holder dig inden for acceptable smerteniveauer (0-5/10) og undgår forværring dag for dag. Start eventuelt med gang/løb-intervaller og øg gradvist.

Skal man opereres for en meniskskade?

For de fleste er svaret nej. Flere store, blindede forsøg viser, at 12 ugers struktureret træning giver samme resultat som kikkertoperation for degenerative meniskskader, også ved 5- og 10-års opfølgning, og at operation sammenlignet med placebokirurgi ikke gav ekstra effekt. Operation bør primært overvejes ved ægte låst knæ, akutte traumatiske skader hos yngre mennesker, eller hvis struktureret træning ikke hjælper efter 3-6 måneder.

Hvor lang tid tager det at komme sig efter en meniskskade?

De fleste løbere med degenerative meniskskader kan være tilbage på fuld træning efter 3-4 måneder. Let overbelastning kan være overstået på 2-4 uger. Forvent at de første 6-8 uger ofte føles langsomme, vævsheling kræver tid og tålmodighed.

Giver en meniskskade slidgigt i knæet?

Meniskskader øger risikoen for slidgigt over tid, omkring 50% har radiografiske forandringer efter 15-20 år. Men operation forebygger ikke denne udvikling. Faktisk kan fjernelse af meniskvæv accelerere slidgigt, og træning er i meta-analyser forbundet med lavere slidgigt-risiko end operation. Fortsat løbetræning er forbundet med lavere risiko for knæslidgigt.

Hvad er forskellen på akut og degenerativ meniskskade?

En akut meniskskade opstår ved en specifik hændelse, et vrid eller et fald, og er hyppigst hos yngre mennesker. En degenerativ meniskskade udvikler sig gradvist som en del af normal aldring og er meget almindelig hos personer over 40, ofte helt uden symptomer. I et stort befolkningsstudie havde 61% af dem med en meniskrift ingen gener overhovedet.

Hjælper massage eller akupunktur på meniskskader?

Passive behandlinger som massage, akupunktur og ultralyd har ingen dokumenteret langtidseffekt på meniskskader. De kan give kortvarig lindring, men de bygger ikke vævets kapacitet op og ændrer ikke forløbet. Styrketræning og gradvis løbeeksponering er de interventioner, der faktisk gør en forskel.

Hvornår er en meniskskade for alvorlig til at træne?

Ved et ægte låst knæ, der fysisk ikke kan strækkes ud, ved gentagen ustabilitet hvor knæet giver efter, eller efter et betydeligt traume med hurtig hævelse bør du have knæet vurderet, før du træner videre. Det samme gælder ved tegn på knoglestress (punktformet knoglesmerte der bliver værre jo længere du løber, og som gør ondt om natten) eller ved smerter i hvile, natlige smerter, feber eller uforklarligt vægttab. Uden for disse tilfælde er belastningsrelateret meniskgener noget, du som regel kan og bør træne med, doseret efter lyskrydsmodellen.

Kilder

1. Berg B, Roos EM, Englund M, et al. Arthroscopic partial meniscectomy versus exercise therapy for degenerative meniscal tears: 10-year follow-up of the OMEX randomised controlled trial. Br J Sports Med. 2025;59(2):91-98. DOI
2. Noorduyn JCA, van de Graaf VA, Willigenburg NW, et al. Effect of Physical Therapy vs Arthroscopic Partial Meniscectomy in People With Degenerative Meniscal Tears: Five-Year Follow-up of the ESCAPE Randomized Clinical Trial. JAMA Netw Open. 2022;5(7):e2220394. DOI
3. Kise NJ, Risberg MA, Stensrud S, et al. Exercise therapy versus arthroscopic partial meniscectomy for degenerative meniscal tear in middle aged patients: randomised controlled trial with two year follow-up. BMJ. 2016;354:i3740. DOI
4. Sihvonen R, Paavola M, Malmivaara A, et al. Arthroscopic partial meniscectomy versus sham surgery for a degenerative meniscal tear. N Engl J Med. 2013;369(26):2515-24. DOI
5. Sihvonen R, Paavola M, Malmivaara A, et al. Arthroscopic partial meniscectomy versus placebo surgery for a degenerative meniscus tear: a 2-year follow-up of the randomised controlled trial. Ann Rheum Dis. 2017;77(2):188-195. DOI
6. Damsted C, Skou ST, Hölmich P, et al. Early Surgery Versus Exercise Therapy and Patient Education for Traumatic and Nontraumatic Meniscal Tears in Young Adults: An Exploratory Analysis From the DREAM Trial. J Orthop Sports Phys Ther. 2024;54(5):340-349. DOI
7. Meng J, Tang H, Xiao Y, et al. Long-term effects of exercise therapy versus arthroscopic partial meniscectomy for degenerative meniscal tear: A meta-analysis of randomized controlled trials. Asian J Surg. 2024;47(6):2566-2573. DOI
8. Fernández-Matías R, García-Pérez F, Gavín-González C, et al. Effectiveness of exercise versus arthroscopic partial meniscectomy plus exercise in the management of degenerative meniscal tears at 5-year follow-up: a systematic review and meta-analysis. Arch Orthop Trauma Surg. 2022;143(5):2609-2620. DOI
9. Giuffrida A, Di Bari A, Falzone E, et al. Conservative vs. surgical approach for degenerative meniscal injuries: a systematic review of clinical evidence. Eur Rev Med Pharmacol Sci. 2020;24(6):2874-2885. DOI
10. Siemieniuk RAC, Harris IA, Agoritsas T, et al. Arthroscopic surgery for degenerative knee arthritis and meniscal tears: a clinical practice guideline. BMJ. 2017;357:j1982. DOI
11. Englund M, Guermazi A, Gale D, et al. Incidental meniscal findings on knee MRI in middle-aged and elderly persons. N Engl J Med. 2008;359(11):1108-15. DOI
12. Davies-Tuck ML, Martel-Pelletier J, Wluka AE, et al. Meniscal tear and increased tibial plateau bone area in healthy post-menopausal women. Osteoarthritis Cartilage. 2008;16(2):268-71. DOI
13. LaPrade RF, Burnett QM, Veenstra MA, et al. The prevalence of abnormal magnetic resonance imaging findings in asymptomatic knees. Am J Sports Med. 1994;22(6):739-45. DOI
14. Alentorn-Geli E, Samuelsson K, Musahl V, et al. The Association of Recreational and Competitive Running With Hip and Knee Osteoarthritis: A Systematic Review and Meta-analysis. J Orthop Sports Phys Ther. 2017;47(6):373-390. DOI
15. Burfield M, Sayers M, Buhmann R. The association between running volume and knee osteoarthritis prevalence: A systematic review and meta-analysis. Phys Ther Sport. 2023;61:1-10. DOI