Corpus Hoffa (Hoffas fedtpude): Behandling og øvelser

Fedtpuden under knæskallen er ikke gået i stykker. Den er klemt og irriteret - og det er to vidt forskellige ting.

Den mest udbredte reaktion på smerter fortil i knæet er at stoppe alt og vente på at det går væk. For corpus Hoffa er det ofte den dårligste plan. Fedtpuden bag knæskallen er en af de mest nerverige strukturer i hele knæet, og når den bliver klemt i bestemte positioner, gør det rigtigt ondt - men ondt betyder ikke ødelagt. Det betyder mekanisk irritation. Og mekanisk irritation løses bedst ved at ændre mekanikken og bygge tolerance op, ikke ved at lægge benet op. Den gode nyhed: de fleste har tydelig fremgang inden for 4-12 uger med en aktiv, faseinddelt plan.

Hvad er corpus Hoffa?

Corpus Hoffa, også kaldet Hoffas fedtpude eller den infrapatellare fedtpude, ligger lige bag og under knæskallen, omkring og bag knæskalssenen. Den er en af tre fedtpuder fortil i knæet (sammen med quadriceps- og prefemoral-fedtpuden) og sidder inde i ledkapslen, men uden for ledhinden (Lapegue et al., 2016).

Fedtpuden er ikke bare passiv polstring. Den fungerer som stødpude og hjælper med at guide knæskalssenen og selve knæskallen, når knæet bøjer og strækker (Lapegue et al., 2016). Samtidig er den tæt pakket med nerver og smertefibre - det er derfor irritation her kan give ret kraftige smerter, selvom der ikke er tale om en "farlig" skade (Dragoo et al., 2012).

Problemet opstår typisk som et impingement: fedtpuden bliver klemt mellem knæskallen og lårben eller skinneben, især når knæet presses helt ud i stræk eller forbi neutral (hyperekstension). Gentagen overbelastning giver først en inflammatorisk reaktion med hævelse - det klinikere kalder hoffitis - og hvis det får lov at fortsætte, kan vævet over tid blive fibrøst og hårdere (Lapegue et al., 2016). Pointen for dig som løber: jo tidligere du skifter fra ren irritation til en aktiv plan, jo bedre prognose.

Hoffas fedtpude er en relativt underdiagnosticeret årsag til forreste knæsmerter (Park et al., 2025). Den bliver tit forvekslet med løberknæ, springerknæ og patellofemorale smerter - og det er præcis derfor det er værd at lære at skelne.

Symptomer: sådan føles Hoffas fedtpude

De fleste beskriver en dyb smerte fortil i knæet, lokaliseret omkring og bag knæskalssenen - ofte på begge sider af senen. Smerten føles tit som en skarp "klem"-fornemmelse i bestemte positioner snarere end en jævn ømhed.

Det klassiske mønster er, at symptomerne provokeres når knæet kommer helt ud i stræk under belastning, eller når du låser knæet i overstræk. Det passer med mekanikken: fedtpuden klemmes mest i fuld eller forceret ekstension (Lapegue et al., 2016).

Typiske situationer hvor det melder sig:

• Fuld knæstræk eller overstræk under belastning - en skarp klem-smerte under knæskallen.
• Trapper, især nedad, og det at rejse sig fra en stol - ubehag fortil, ofte værst i bestemte vinkler.
• Squat og gentagne knæbøjninger - tiltagende irritation ved dybde eller mange gentagelser.
• Langvarig siddestilling - kan give et stift, ømt knæ når du rejser dig (det mange kalder "biografknæ").

Biografknæ-mekanismen er værd at forstå: når knæet sidder bøjet i lang tid, holdes fedtpuden i en sammenpresset, statisk position, og blodgennemstrømning og tryk ændrer sig. Når du så rejser dig og strækker knæet, "vækkes" den irriterede, nerverige fedtpude på én gang - derfor den karakteristiske startsmerte. Bemærk dog at langvarig siddestilling også er et klassisk tegn ved patellofemorale smerter, så symptomet alene afgør ikke diagnosen.

To selv-tests du kan lave hjemme

To enkle test kan pege i retning af fedtpuden. De støtter mistanken - de beviser ingenting. En klinisk undersøgelse, og nogle gange en MR-scanning eller en lokalbedøvende testindsprøjtning, er det der endeligt afklarer diagnosen (Park et al., 2025). Brug testene til at blive klogere på dit eget knæ, ikke til at stille en facitliste.

1) Ekstensions-provokation (overstræk). Sæt dig og stræk knæet helt ud, og pres så blidt knæet ned i fuldt stræk eller en anelse forbi neutral. Reproducerer det din velkendte klem-smerte lige under knæskallen? Det taler for fedtpude-impingement, fordi terminal ekstension er netop dér fedtpuden klemmes (Lapegue et al., 2016).

2) Hoffas test (klem-version). Bøj knæet cirka 30 grader. Læg en finger på hver side af knæskalssenen, lige under knæskallen, og tryk blidt ind på det bløde væv. Stræk så knæet aktivt ud, mens du holder trykket. Skarp smerte eller udtalt ømhed under selve strækket er en positiv test (Park et al., 2025). I klinikken er det netop denne kombination - Hoffas test sammen med MR-fund og smertelindring efter en lokalbedøvende indsprøjtning - der bekræfter diagnosen.

Hvis ingen af testene reproducerer din smerte, er det værd at kigge mod en af nabotilstandene nedenfor.

Er det Hoffa eller noget andet? Differential mod forreste knæsmerter

Forreste knæsmerter er en familie af tilstande, der deler postnummer men ikke mekanisme. At kende forskellen er ikke akademisk pedanteri - det afgør hvilke øvelser der hjælper, og hvilke der gør det værre. Den vigtigste rettesnor er hvor smerten sidder og hvad der provokerer den.

Den hyppigste af dem alle er patellofemoralt smertesyndrom (PFPS), som rammer omkring 3-6% og giver diffus smerte rundt om knæskallen, værst ved knæbøjning under vægt, lang tids siddende og trappegang nedad (Gaitonde et al., 2019). Hvor PFPS forværres af bøjning under belastning, forværres Hoffa typisk af stræk og overstræk - det er den mest brugbare skelnen i praksis.

Sådan skiller de sig ad i praksis:

• Hoffas fedtpude: dyb, central smerte omkring og bag knæskalssenen, klem-fornemmelse, værst ved fuldt stræk og overstræk.
• Patellofemoralt smertesyndrom: diffus smerte rundt om knæskallen, værst ved knæbøjning under vægt - smerte ved squat er det mest sensitive fund (Gaitonde et al., 2019). Læs den fulde behandlingsplan for patellofemoralt smertesyndrom.
• Springerknæ (patellatendinopati): punktuel smerte i nedre knæskalspol eller selve senen, værst ved hop og eksplosivt arbejde. Se behandlingsplanen for springerknæ.
• Quadriceps-tendinopati: punktuel smerte i øvre knæskalspol, det "omvendte springerknæ". Læs om quadriceps-tendinopati.
• Pes anserinus: medial smerte 4-5 cm under den indvendige ledlinje - altså ikke fortil centralt. Se pes anserinus tendinopati.
• Plica-syndrom: medial smerte med klik eller en springende fornemmelse over en fortykket ledfold. Læs om plica-syndrom.

Er du i tvivl om hvor din smerte hører hjemme, så start i vores oversigt over ondt i knæet ved løb, der hjælper dig med at indkredse området, før du dykker ned i den enkelte tilstand.

Hvorfor opstår det? Belastning og biomekanik

Hos løbere ser vi næsten altid en kombination af to ting: en belastning der steg for hurtigt, og et knæ der bliver provokeret i bestemte positioner. Sjældent kun det ene.

Den belastningsmæssige side handler om dosis. Hvis du kan pege på "hvad der ændrede sig" de sidste 1-3 uger, ligger svaret ofte der:

• En hurtig stigning i løbemængde eller intensitet.
• Mange bakker, og især lange nedløb, hvor knæet arbejder hårdt fortil.
• Styrketræning med dybe knæbøjninger eller gentagen overstræk i toppen af bevægelsen.
• Et direkte slag mod knæet.

Den biomekaniske side handler om, hvordan dit knæ bevæger sig. Den vigtigste enkeltfaktor for fedtpuden er genu recurvatum (hyperekstension) - et knæ der naturligt strækker forbi neutral. Det øger kompressionen af fedtpuden i terminal ekstension og disponerer direkte for impingement (Lapegue et al., 2016). Hvis du har en hyperekstenderende løbestil, hvor knæet "låser" i hvert frastød, belaster du fedtpuden ekstra i hvert eneste skridt.

Dertil kommer den generelle belastning fortil i knæet. Under løb skaber et højt knæ-ekstensor-moment store kontaktkræfter i og omkring knæskallen, og øget stress i den forreste knæregion er forbundet med forreste knæsmerter (Lapegue et al., 2016). Maltracking - at knæskallen ikke løber helt centralt i sin rille - kan bidrage til at fedtpuden klemmes skævt (Jarraya et al., 2017). Det betyder, at to ting tilsammen flytter nålen: at sænke den anteriore knæbelastning (mekanik) og at bygge tolerance i vævet (kapacitet).

Skader er sjældent en enkelt synders værk. Det er summen af for hurtig optrapning, en sårbar mekanik og en periode hvor restitution ikke fulgte med. Det er også derfor planen nedenfor tager fat på flere ting på én gang.

Behandling: faseinddelt genoptræning der virker

Behandling af Hoffas fedtpude er primært konservativ - belastningsstyring, midlertidig modifikation af det der provokerer, og målrettet styrke (Dragoo et al., 2012). Operation er sjælden og kommer først til sidst i forløbet. Øvelsesterapi er evidensbaseret kerne ved forreste knæsmerter: det giver klinisk relevant smertereduktion og bedre funktion sammenlignet med ingenting (van der Heijden et al., 2015).

Det bærende princip er belastningsstyring, ikke hvile. Langvarig hvile gør dig ofte mere følsom, fordi kapaciteten falder - du får et knæ der tåler mindre end før. Det er samme grundtanke som bag løb som behandling: belastningen er en del af løsningen, ikke noget du skal undgå helt.

Styr belastningen efter lyskrydsmodellen i stedet for faste procenter:

Reglerne i praksis: smerte under træning må gerne være der, men hold den på 3-4/10 eller derunder. Dagen efter skal knæet være tilbage til udgangspunktet (24-timers-reglen). Bliver du mere øm dag for dag, ligger du for højt - så skru ned, find et lavere niveau, og byg op derfra.

Genoptræningen falder i tre faser. Du går videre når kriterierne for fasen er opfyldt, ikke når kalenderen siger det.

Fase 1: Smertekontrol (typisk uge 0-2)

Målet er at få ro på det irriterede knæ uden at parkere det. Den vigtigste øvelse her er det isometriske quad-hold, fordi det gør to ting på én gang: det dæmper smerten med det samme, og det bevarer styrken.

Et enkelt set isometriske kontraktioner reducerer forreste knæsmerte umiddelbart og i mindst 45 minutter efter, samtidig med at den maksimale styrke faktisk stiger med omkring 19% - altså smertelindring uden styrketab (Rio et al., 2015). Mekanismen kobles til reduceret hæmning i hjernebarken. I praksis: brug det som et smertestillende "reset" før eller mellem belastning.

Sådan gør du: Sid med knæet bøjet cirka 70-80 grader. Spænd lårmusklen ved at presse underbenet mod en fast modstand (en væg, et bånd eller en låst maskine), så knæet ikke bevæger sig. Hold spændingen i 45 sekunder. Lav 5 hold med pause imellem. Gentag 4 gange om ugen. Smerten under holdet skal være tolerabel - 3-4/10 eller mindre.

I denne fase: undgå fuldt stræk og overstræk under belastning, hvis det tydeligt provokerer. Gang du kan tåle uden at trigge symptomerne, holder du i gang. Du går videre til fase 2 når: hverdagsgang er stort set smertefri, og det isometriske hold kan udføres med smerte under 3-4/10.

Fase 2: Opbygning af styrke (typisk uge 2-8)

Nu skal motoren bygges. Og her er en vigtig pointe, der adskiller en god plan fra en middelmådig: det er ikke nok at styrke quadriceps. Hofte- og knæøvelser tilsammen er mere effektive end isolerede knæøvelser ved forreste knæsmerter (van der Heijden et al., 2015). Du skal altså tage fat på hele kæden - quadriceps, glutealmuskulatur og posterior chain.

Et eksempel på et program (2-3 gange om ugen), startende i et bevægeudslag hvor knæet føles "ok":

• Leg press i begrænset dybde: 3 sæt x 8-12 repetitioner, kontrolleret tempo. Undgå at låse knæet helt ud i toppen.
• Split squat med kort skridtlængde: 3 sæt x 6-10 pr. ben, kontrolleret dybde.
• Hofteabduktion eller band walk: 3 sæt x 10-15 - dette er det proksimale arbejde der aflaster knæet.
• Posterior chain: let rumænsk dødløft og hælhæv (lægarbejde), 3 sæt x 12. Stærke hamstrings og lægge hjælper med at fordele belastningen, så knæet ikke står alene med den anteriore load.

Efterhånden som knæet tåler det, udvider du bevægeudslaget mod fuldt stræk. Det er hele pointen: målet er ikke at undgå stræk for evigt, men at genopbygge tolerance, så du på sigt kan bruge hele knæets bevægelse igen. Vil du forstå tankegangen bag dosering og progression, har vi samlet principperne i guiden til styrketræning for løbere.

Du går videre til fase 3 når: du har fuldt, smertefrit bevægeudslag, og kan gennemføre styrkeprogrammet uden at knæet bliver værre dagen efter.

Fase 3: Retur til løb

Mange kan løbe undervejs i hele forløbet, blot med lavere dosis. Fase 3 handler om at bygge løbet systematisk op igen. Hold det enkelt: øg kun én variabel ad gangen - mængde, fart eller bakker - aldrig flere på én gang.

En typisk progression:

• Start på fladt underlag. Er du tydeligt begrænset, så start med gang/løb-intervaller (fx 2 min løb / 1 min gang) og øg gradvist løbeandelen.
• Undgå lange nedløb og høj fart de første uger - det er præcis dér den anteriore knæbelastning topper.
• Byg derefter kontinuerligt løb op, og læg til sidst fart og intervaltræning oven på en stabil grundmængde.

Det excentriske og hurtigere quad-arbejde (fx små hop, jogging-afslutninger efter styrke) lægges ind til allersidst, og kun hvis styrkeprogrammet er stabilt. Når du senere skal periodisere det hele, så læg det i system frem for at stable alt oven på hinanden - se periodisering af løbetræning.

Et forløb i praksis: Maria, 38, halvmaraton

For at gøre planen konkret, her er et illustrativt sammensat eksempel. Maria findes ikke som én bestemt person - hun er et typemønster, vi ser igen og igen i klinikken, sat sammen så du kan se hvordan brikkerne hænger sammen.

Maria løber tre-fire gange om ugen og havde meldt sig til et halvmaraton. Otte uger før løbet lagde hun to bakkesessioner ind om ugen og skruede op for de lange ture. Inden for to uger meldte en skarp klem-smerte sig lige under knæskallen - værst når hun strakte benet helt ud i frastødet og når hun rejste sig efter en lang arbejdsdag ved skrivebordet. Ekstensions-provokationen og Hoffas test genskabte begge smerten. Bøjning og squat generede til gengæld ikke - billedet pegede mod fedtpuden, ikke patellofemorale smerter.

Fase 1 (uge 1-2). Maria stoppede ikke med at løbe. Hun droppede bakkerne og de lange nedløb, halverede distancen og holdt sig til fladt underlag i et tempo, hvor smerten lå på 2-3/10 og var tilbage til baseline næste morgen. Hun lagde isometrisk quad-hold ind fire gange om ugen som smertestillende reset. Efter ti dage var hverdagsgangen smertefri.

Fase 2 (uge 3-7). Hun byggede styrke i hele kæden: leg press i begrænset dybde, split squat, hofteabduktion og let posterior chain to gange om ugen, og udvidede gradvist bevægeudslaget mod fuldt stræk efterhånden som knæet tålte det. Sideløbende holdt hun et roligt grundløb i gang. På arbejdet rejste hun sig og strakte knæet hver halve time for at undgå at "lade" biografknæet op.

Fase 3 (uge 6-10). Da hun havde fuldt, smertefrit stræk og kunne gennemføre styrken uden flare, begyndte hun at lægge mængde på - én variabel ad gangen. Hun øgede sin kadence cirka 7% for at sænke belastningen fortil i knæet. Bakkerne kom sidst ind, kort og forsigtigt. Hun nåede ikke sit oprindelige halvmaraton, men løb et senere på en mængde, hendes knæ kunne følge med.

Det vigtige i Marias forløb er ikke datoerne - det er rækkefølgen. Hun fjernede provokationen, byggede kapacitet, og lagde først belastningen på igen, da knæet kunne bære den. Dit eget forløb kan se anderledes ud, men logikken er den samme.

Målbare kriterier for retur til løb

"Øg gradvist" er ubrugeligt uden noget at måle på. Retur til løb bygger på kapacitet og symptomrespons, ikke på en fast tidsfrist - du tjekker kapaciteten før hvert nyt trin. Det er samme grundprincip, som internationale genoptrænings-konsensusser fremhæver: progression styres af kapacitet og symptomrespons, ikke af kalenderen (Paton et al., 2023). Her er konkrete gates, du kan bruge:

• Smertefri gang: Du kan gå almindeligt og gå ned ad trapper uden klem-smerte fortil.
• Smertefrit fuldt stræk: Du kan strække knæet helt ud (også med let modstand) uden provokation.
• Styrke uden flare: Du gennemfører fase 2-styrkeprogrammet uden forværring næste morgen.
• Løbe-test: Du kan løbe et aftalt minimum (fx 10-15 min) på fladt underlag, hvor smerten holder sig på 3-4/10 eller derunder, og knæet er tilbage til baseline dagen efter (24-timers-reglen).
• Et trin ad gangen: Hver gang du øger mængde, fart eller bakker, tjekker du symptomresponsen i 24-48 timer, før du tager næste skridt.

Klarer du ikke en gate, er det ikke en fiasko - det er information om, at det forrige niveau skal konsolideres lidt længere.

Sko, kadence og cross-training

De her tre justeringer er supplementer, ikke kernen. Men de kan sænke den anteriore knæbelastning nok til at gøre resten af planen lettere at gennemføre - og hyperekstenderende løbere har særligt meget at hente.

Kadence-justering. At øge skridtfrekvensen er en af de bedst dokumenterede løbestilsændringer ved forreste knæsmerter. En systematisk gennemgang fandt, at øget skridtfrekvens gav klinisk meningsfuld bedring i smerte og funktion hos rekreative løbere med patellofemorale smerter, sammen med en reduceret knæbøjningsvinkel og lavere stress i knæskalsleddet (Anderson et al., 2022). Mekanismen er målt: en stigning i kadence på cirka 7,5% reducerede den maksimale kontaktkraft i knæskalsleddet med omkring en halv kropsvægt pr. skridt (Willy et al., 2016). Praktisk: øg din kadence 5-10% over din nuværende - og indfas det gradvist.

Sko-drop. Skoens hæl-tå-forskel (drop) påvirker knævinklen. I et pilotforsøg gav 6 ugers løbestilstræning med øget kadence kombineret med en lav-drop sko klinisk meningsfuld bedring i forreste knæsmerter sammenlignet med indlæg - så markant at kun to løbere skulle behandles for at én fik effekt (Bonacci et al., 2017). Et skift til lavere drop kan flytte belastningen lidt væk fra knæets forside. Men det er ikke uden omkostninger: skiftet flytter load ned mod læg og akillessene, og flere oplevede lægmuskel-ømhed. Skift derfor langsomt - et oplagt eksempel på, at alt nyt skal introduceres gradvist.

Cross-training og cykling. Cykling er et brugbart alternativ, mens du afdæmper løbet - men med ét forbehold for Hoffa: dyb knæbøjning. Lav saddelhøjde øger knæbøjningen og dermed belastningen i knæet, mens en højere saddel reducerer knæmomenterne (Wang et al., 2019). Sæt saddlen høj nok til, at knæet kun er let bøjet i bunden af pedaltråddet, og hold dig fra meget dyb fleksion. Så får du den aerobe vedligeholdelse uden at provokere fedtpuden.

Restitution: fundamentet under det hele

Styrke og løb bygger kapacitet. Restitution er det, der lader kapaciteten faktisk vokse - og ved et nerverigt, irriteret væv er det ekstra vigtigt, at vævet får ro mellem belastningerne til at falde til ro.

To konkrete greb: For det første, planlæg din uge, så de hårdeste knæbelastninger (tunge styrkedage, fartløb, bakker) ikke ligger lige oven i hinanden - giv mindst en let dag imellem. For det andet, prioritér søvn i opbygningsfasen; det er her vævet reparerer og tilpasser sig. Og husk biografknæ-mekanismen den anden vej: skift stilling og stræk knæet jævnligt, hvis du sidder længe - lange, statiske bøjninger holder fedtpuden klemt og fyrer den op igen.

Passive behandlinger, tape, kortison og operation

Det her er supplementer, der kan hjælpe dig med at holde den aktive plan i gang. De er aldrig hovedstrategien.

Patella-tape. McConnell-tape (en aflastende tilt- eller glide-korrektion af knæskallen) virker som tilføjelse til øvelser - ikke alene. Tape plus øvelser slår tape alene, og evidensen støtter ikke tape i isolation (Logan et al., 2017). Interessant nok ændrer tapen ikke målbart musklernes aktivering, så effekten er sandsynligvis smerte- og sansemæssig, ikke en "omprogrammering" af musklerne. Sådan bruger du den: tapen lægges, så den giver et let aflastende tryk omkring knæskallen og gør det lettere at træne og bevæge dig uden flare. Se den som et midlertidigt hjælpemiddel i fase 1-2, mens styrken gør det egentlige arbejde - ikke som en behandling i sig selv.

Is, massage, shockwave, ultralyd. Kan give kortvarig lindring hos nogle, men ændrer sjældent årsagen til at fedtpuden bliver irriteret. Gør en passiv behandling det lettere at gennemføre din aktive plan, kan den være et supplement. Den bør bare ikke være motoren.

Kortison-injektion. En indsprøjtning med lokalbedøvelse og binyrebarkhormon (typisk ultralydsvejledt) kan komme på tale, når konservativ behandling ikke er nok. Den har en dobbelt rolle: smertelindringen efter lokalbedøvelsen bekræfter, at det faktisk er fedtpuden der er smertekilden (diagnostisk), og binyrebarkhormonet dæmper inflammationen (terapeutisk) (Dragoo et al., 2012). Forbeholdet er vigtigt: evidensen for kortison specifikt mod Hoffa-impingement er begrænset og af lav kvalitet, og forskningen i feltet er generelt sparsom og ustandardiseret (Katz et al., 2024). Se det som en mulighed med beskeden dokumentation - ikke en veldokumenteret standardløsning - og altid efter, ikke i stedet for, den aktive genoptræning.

Operation. Artroskopisk (kikkertkirurgisk) fjernelse af en del af fedtpuden er reserveret til veldokumenterede tilfælde, der ikke responderer på konservativ behandling - altså sidste udvej (Park et al., 2025). Et 10-års opfølgningsstudie viste vedvarende bedring i smerte og funktion uden forværring af slidgigt, men også at cirka 28% stadig havde symptomer ved sidste opfølgning (Park et al., 2025). Selv ved korrekt indikation er fuld smertefrihed altså ikke garanteret. Total fjernelse af fedtpuden bør undgås, fordi den har en reel biomekanisk funktion - nyere evidens favoriserer at bevare den eller kun fjerne en del (Rooney et al., 2015; Rivarola et al., 2026). Den klinisk fornuftige rækkefølge er klar: konservativt først, kortison ved manglende respons, operation kun til allersidst.

Sådan undgår du tilbagefald

Når knæet er roligt, og du er tilbage i fuld træning, handler forebyggelse om at fjerne de drivere, der startede det hele.

• Hold styrken ved lige. Den motor, du byggede i fase 2, skal vedligeholdes - 1-2 styrkesessioner om ugen året rundt, ikke kun mens det gør ondt.
• Respektér overstrækket. Hvis du har en hyperekstenderende tendens, så undgå at låse knæet helt ud i toppen af både løb og styrkeøvelser. Behold den lette bøjning.
• Øg én ting ad gangen. De fleste tilbagefald starter med en for hurtig optrapning. Når du øger mængde, fart eller bakker, så gør det enkeltvis og giv knæet tid til at følge med.
• Hold kadencen oppe. Hvis kadence-justeringen hjalp, så bevar den - det er en varig, billig forsikring mod anterior knæbelastning.
• Brug 24-timers-reglen som tidlig advarsel. Melder knæet sig igen, så fang det tidligt og skru ned med det samme, frem for at presse igennem.

Hvornår skal du søge professionel hjælp?

Det meste forreste knæsmerte er belastningsrelateret og responderer på en aktiv plan. Men nogle tegn fortæller, at det er værd at få en faglig vurdering før du fortsætter - ikke fordi noget nødvendigvis er galt, men fordi de kan pege på noget andet end fedtpuden.

En vigtig undtagelse for løbere: knogle-stress. Sidder smerten mere knoglenært - over knæskallen, på den øvre skinneben eller dybt fortil - og bliver den værre jo længere du løber (modsat fedtpudens klem-smerte ved selve strækket), kan det være en begyndende knoglestress-reaktion snarere end et bløddelsproblem. Knogle-stress følger ikke 24-timers-reglen på samme måde og kan forværres af fortsat løb. Punktøm smerte på selve knoglen, smerte ved at hoppe på ét ben, eller smerte der er flyttet fra "under belastning" til "hele tiden" hører til en vurdering, ikke til endnu en uges optrapning.

Søg også hjælp hvis du er i tvivl om diagnosen, eller hvis du har svært ved at dosere løb og styrke uden at trigge symptomerne. Læs mere om akutte løbeskader. Har du brug for en konkret plan, der er skruet sammen til netop dit knæ og din løbehverdag, kan du booke en rehab-konsultation - så finder vi sammen ud af, hvor du er, og hvad næste skridt er.

FAQ: Ofte stillede spørgsmål

Kan jeg løbe med corpus Hoffa?

Ofte ja. Det handler om dosis, ikke om at stoppe helt. Nogle skal reducere mængden midlertidigt, andre kan fortsætte næsten som normalt. Brug 24-timers-reglen: hold smerten på 3-4/10 under løb, og tjek at knæet er tilbage til baseline næste morgen.

Hvad er forskellen på Hoffas fedtpude og springerknæ?

Ved Hoffas fedtpude er det fedtpuden bag og omkring knæskalssenen der er irriteret, og smerten provokeres typisk af fuldt stræk og overstræk. Ved springerknæ er det selve senen i nedre knæskalspol der er overbelastet, og smerten sidder mere punktuelt i senen og forværres af hop og eksplosivt arbejde.

Skal jeg undgå at strække knæet helt?

I den akutte fase kan det give mening at undgå fuldt stræk og overstræk under belastning, hvis det tydeligt provokerer. Men målet er at genopbygge tolerance, så du på sigt kan bruge hele bevægeudslaget igen - permanent undgåelse svækker bare knæet.

Hjælper tape?

Tape kan give midlertidig lindring, fordi det ændrer trykket omkring knæskallen en smule. Det virker dog kun som supplement til øvelser, ikke alene - evidensen støtter ikke tape som selvstændig behandling. Brug det til at gøre træningen lettere i de tidlige faser.

Hjælper en kortison-indsprøjtning?

En indsprøjtning med lokalbedøvelse og binyrebarkhormon kan både bekræfte at fedtpuden er smertekilden og dæmpe inflammationen. Men evidensen specifikt for Hoffa er begrænset og af lav kvalitet, så det er en mulighed med beskeden dokumentation - og altid efter, ikke i stedet for, aktiv genoptræning.

Hvorfor gør mit knæ ondt efter lang tids siddende?

Når knæet sidder bøjet længe, holdes den nerverige fedtpude i en sammenpresset, statisk position. Når du så strækker knæet og rejser dig, "vækkes" den på én gang, og det giver en karakteristisk startsmerte. Skift stilling og stræk knæet jævnligt, hvis du sidder længe.

Er scanning nødvendig?

Ikke altid. Diagnosen kan ofte stilles klinisk med Hoffas test og ekstensions-provokation. En MR-scanning eller en lokalbedøvende testindsprøjtning bliver relevant, hvis der er tvivl om diagnosen, eller hvis der ikke er fremgang.

Kan tilstanden blive kronisk?

Ja, hvis irritationen får lov at fortsætte uden at du får styr på belastningen, kan vævet over tid blive fibrøst og hårdere. Derfor giver en tidlig, aktiv plan den bedste prognose - jo før du skifter fra hvile til belastningsstyring, jo bedre.

Hvor lang tid tager det at komme sig?

De fleste har tydelig fremgang inden for 4-12 uger med en aktiv, faseinddelt plan. Tidshorisonten afhænger af, hvor længe knæet har været irriteret, hvor hurtigt du fjerner det der provokerer, og hvor konsekvent du bygger kapacitet op. Jo længere irritationen har stået på, jo længere kan forløbet trække ud - men retningen er den samme.

Er smerter foran i knæet altid Hoffas fedtpude?

Nej. Forreste knæsmerter kan også være løberknæ, patellofemoralt smertesyndrom, quadriceps-tendinopati, pes anserinus tendinopati, plica-syndrom eller en Baker's cyste. Lokalisering og provokationsmønster afgør hvad det er - en klinisk undersøgelse afklarer det.

Kilder

1. Lapegue F, Sans N, Brun C, Bakouche S, Brucher N, Cambon Z, Chiavassa H, Larbi A, Faruch M (2016). Imaging of traumatic injury and impingement of anterior knee fat. Diagnostic and Interventional Imaging. DOI: 10.1016/j.diii.2016.02.012
2. Rooney A, Wahba AJ, Smith TO, Donell ST (2015). The surgical treatment of anterior knee pain due to infrapatellar fat pad pathology: A systematic review. Orthopaedics & Traumatology: Surgery & Research. DOI: 10.1016/j.otsr.2015.01.019
3. Park YC, Kim YM, Joo YB (2025). Arthroscopic Resection of Infrapatellar Fat Pad Impingement Syndrome: Long-Term Clinical Results at Minimum 10-Year Follow-Up. Medicina (Kaunas). DOI: 10.3390/medicina61060997
4. Gaitonde DY, Ericksen A, Robbins RC (2019). Patellofemoral Pain Syndrome. American Family Physician. PMID: 30633480
5. Rio E, Kidgell D, Purdam C, Gaida J, Moseley GL, Pearce AJ, Cook J (2015). Isometric exercise induces analgesia and reduces inhibition in patellar tendinopathy. British Journal of Sports Medicine. DOI: 10.1136/bjsports-2014-094386
6. van der Heijden RA, Lankhorst NE, van Linschoten R, Bierma-Zeinstra SMA, van Middelkoop M (2015). Exercise for treating patellofemoral pain syndrome. Cochrane Database of Systematic Reviews. DOI: 10.1002/14651858.CD010387.pub2
7. Logan CA, Bhashyam AR, Tisosky AJ, Haber DB, Jorgensen A, Roy A, Provencher MT (2017). Systematic Review of the Effect of Taping Techniques on Patellofemoral Pain Syndrome. Sports Health. DOI: 10.1177/1941738117710938
8. Jarraya M, Diaz LE, Roemer FW, Arndt WF, Goud AR, Guermazi A (2017). MRI Findings Consistent with Peripatellar Fat Pad Impingement: How Much Related to Patellofemoral Maltracking? Magnetic Resonance in Medical Sciences. DOI: 10.2463/mrms.rev.2017-0063
9. Anderson LM, Martin JF, Barton CJ, Bonanno DR (2022). What is the Effect of Changing Running Step Rate on Injury, Performance and Biomechanics? A Systematic Review and Meta-analysis. Sports Medicine - Open. DOI: 10.1186/s40798-022-00504-0
10. Willy RW, Willson JD, Clowers K, Baggaley M, Murray N (2016). The effects of body-borne loads and cadence manipulation on patellofemoral and tibiofemoral joint kinetics during running. Journal of Biomechanics. DOI: 10.1016/j.jbiomech.2016.10.043
11. Bonacci J, Hall M, Saunders N, Vicenzino B (2017). Gait retraining versus foot orthoses for patellofemoral pain: a pilot randomised clinical trial. Journal of Science and Medicine in Sport. DOI: 10.1016/j.jsams.2017.09.187
12. Wang Y, Liang L, Wang D, Tang Y, Wu X, Li L, Liu Y (2019). Cycling with Low Saddle Height is Related to Increased Knee Adduction Moments in Healthy Recreational Cyclists. European Journal of Sport Science. DOI: 10.1080/17461391.2019.1635651
13. Dragoo JL, Johnson C, McConnell J (2012). Evaluation and treatment of disorders of the infrapatellar fat pad. Sports Medicine. DOI: 10.2165/11595680-000000000-00000
14. Katz NB, Tsitsilianos N, Nowak AS, Douglas SR, Tenforde AS, Borg-Stein J (2024). Advanced Non-Operative Interventions for Anterior Knee Pain. Current Reviews in Musculoskeletal Medicine. DOI: 10.1007/s12178-024-09930-x
15. Rivarola H, Meninato M, Ramos P, Endara Urresta F, Penaherrera-Carrillo C, Barros Castro A (2026). Clinical decision algorithm for managing Hoffa's fat pad: Preservation, partial resection, or complete excision? Journal of Clinical Orthopaedics and Trauma. DOI: 10.1016/j.jcot.2026.103385
16. Paton BM, Read P, van Dyk N, et al. (2023). London International Consensus and Delphi study on hamstring injuries part 3: rehabilitation, running and return to sport. British Journal of Sports Medicine, 57(5), 278-291. DOI: 10.1136/bjsports-2021-105384